Lionel Messi bærer alene Argentina. Som Maradona i 1986 og 1990. Er det nok? Kan han bære det? Maradona bekymrer sig.

Maradona er 25 år, da han på et sæt skuldre bliver båret rundt på Estadio Azteca i Mexico City med VM-pokalen hævet over hovedet. Trind og lykkelig ser han ud, og under ham aser fotograferne for at komme helt frem og fange øjeblikket. En af dem tager det ikoniske billede. Det bliver billedet af Argentinas verdensmesterskab 1986. Diego Armando Maradona hævet over alle de andre.

360 dage senere blev Lionel Messi født, og yderligere 27 år efter befinder han sig på en sti, Maradona har trådt før ham. Han kan ikke slippe den. Han kan ikke gå forbi. Uanset hvad han gør, har Maradona været der før ham. Sammenligningen har hængt over Lionel Messi i mere end et årti. I hans alder var Maradona allerede blevet verdensmester (men dog ikke kåret som verdens bedste fire gange).

  

Maradona var en ener ved VM i 1986, hvor han til sidst kunne hæve VM-trofæet.
Maradona var en ener ved VM i 1986, hvor han til sidst kunne hæve VM-trofæet. Foto: Tony Marshall
Vis mere

I hans alder havde Maradona allerede vundet Serie A med Napoli (men dog ikke seks spanske mesterskaber, tre Champions League-trofæer og to verdensmesterskaber for klubhold med Barcelona). I hans alder var Maradona meget ældre end Messi, kunne man lige så godt påstå, for uanset hvad Messi gør, når han aldrig Maradonas status i sit hjemland. På gaderne her i Brasilien er det Maradona, ikke Messi, de synger om. Det er Maradonas billede, der præger deres biler og bannere. Det er Maradona, der er deres ikon. De synger nok, at Messi vinder VM, og ikke Neymar, men de synger først og fremmest, at Maradona er større end Pelé.

2014 kan blive Lionel Messis 1986. Det kan blive året, hvor han i det mindste udvisker den del af sammenligningen, der altid har den højeste værdi. Den om verdensmesterskabet. På mange måder minder Argentina 2014 mere om Argentina 1990, da holdet når finalen uden på noget tidspunkt at spille godt. Maradona bliver slagtet af modstanderne, men det er hans genialiteter, der redder Argentina. Som da han i ottendedelsfinalen bliver jordet af en brasiliansk forsvarer, men midt i overfaldet spiller Claudio Caniggia fri til kampens enlige mål.

  

Selv om Messi har været i særklasse for Argentina anno 2014, har han stadig til gode at vinde noget for sit land.
Selv om Messi har været i særklasse for Argentina anno 2014, har han stadig til gode at vinde noget for sit land. Foto: scanpix
Vis mere

Lionel Messi er mindre flamboyant end Maradona, men hans rolle er den samme. Det er fra ham, det kommer. Det er ham, de stoler på og ham, de forventer det af. På samme måde som på det blodfattige VM fra 1990 er det ham, der skal bære Argentina. Som Maradona havde Claudio Caniggia, har Lionel Messi Ángel di María. En helt anden type, men dog et sidekick med klasse, og i aften er han tilmed ude med en skade, når Holland venter i semifinalen. Som Diego Maradona skal Lionel Messi bære et hold, til hvem alle på forhånd havde enorme forventninger, men som undervejs har vist sig at være reduceret til en knytnæve med Messi som pegefingeren, der rejser sig og viser vejen.

- De er nødt til at få ind i deres hoveder, at vi ikke kan være Sporting Messi. Måske kan han score et fantastisk mål, men hvis ikke det lykkes for ham, må vi ikke springe på ham og give ham skylden for katastrofen, sagde Maradona i sidste uge, bekymret for holdet og for Messi.

Han kendte selv til tyngden af forventninger, men havde indfriet dem i 1986. Ikke så meget i 1990, men han gik fri af skyld på grund af sine genialiteter. Nu ser han et tidens spejl blive sat op foran Messi:

- Knægten er meget alene, sagde Maradona.

Inden VM var Argentina manges favorit, men pludselig ligner mange af spillerne en blå- og hvidstribet middelmådighed. Agüero som en skadet skygge af sig selv. Higuaín endelig som målscorer mod Belgien, men ellers med udtrykket som en angriber på den forkerte side af bakken. Zabaleta, Demichelis, Maxi Rodriguez, Mascherano - gode navne, men ingen schwung. Som Goycochea, Burruchaga, Basualdo og Sensini i 1990.

- Holdet har intet rytmeskift, ingen bevægelse blandt angriberne. Jeg føler noget meget stærkt indeni, som en bitterhed, raseri, frustration, fordi Argentina kan spille langt, langt bedre, sagde Maradona inden kvartfinalekampen mod Belgien.

Han fik en sejr. Et mål fra en anden end Messi. Men langt bedre var det ikke. Det ligner stadig en sej vandring videre. Med Messi som den rejseleder, der går forrest. I fodsporene og skyggen fra Maradona.

  

- Maradona har vundet VM og ført os til sølvet i 1990. Han er den bedste nogensinde. Messi har aldrig vundet noget for Argentina. Han har vundet alt for Barcelona og personligt, men for Argentina har han ikke vundet Javier
- Maradona har vundet VM og ført os til sølvet i 1990. Han er den bedste nogensinde. Messi har aldrig vundet noget for Argentina. Han har vundet alt for Barcelona og personligt, men for Argentina har han ikke vundet Javier Foto: Morten Crone Sejersbøl
Vis mere

  

- Maradona er Gud, Messi er bare en fodboldspiller. Messi har aldrig vundet noget for os, men Maradona har vundet det største. Hvis Messi vinder dette VM med Argentina, kommer han deropad. Han bliver ikke Gud, men måske Jesus. Haha. Matias og Maxi
- Maradona er Gud, Messi er bare en fodboldspiller. Messi har aldrig vundet noget for os, men Maradona har vundet det største. Hvis Messi vinder dette VM med Argentina, kommer han deropad. Han bliver ikke Gud, men måske Jesus. Haha. Matias og Maxi Foto: Morten Crone Sejersbøl
Vis mere

  

- Maradona er størst, fordi han driblede og scorede helt på egen hånd. Det kan godt være, Messi også gør det, men Maradona gjorde det i 1986, og uanset om Messi gør det igen, kom Maradona først. Det har bare gjort ham større. Alejandro
- Maradona er størst, fordi han driblede og scorede helt på egen hånd. Det kan godt være, Messi også gør det, men Maradona gjorde det i 1986, og uanset om Messi gør det igen, kom Maradona først. Det har bare gjort ham større. Alejandro Foto: Morten Crone Sejersbøl
Vis mere