Hvorfor var det lige, at Tyskland var så gode, og at Brasilien var så dårlige?

Selvransagelsen i Brasilien er total efter 1-7-nederlaget til Tyskland. Tyskerne kan derimod klappe ad hinanden hele vejen til finalen.

Her er BTs fodboldredaktørs ti bud på, hvordan det kunne gå så godt og skidt for to så store fodboldnationer.


1. Den centrale midtbane - tyskerne dominerede

Tyskland havde succes med at bringe sig i overtal på midtbanen, hvor Schweinsteiger, Kroos og Sami Khedira havde forholdsvis let spil mod Fernandinho og Luiz Gustavo. Desuden bidrog Philipp Lahm fra højre back og Thomas Müller fra sin højre kant med et tungt arbejde centralt, hvor tyskerne altid havde kombinationsmuligheder. En interessant statistik viser, at mens Brasiliens fire mest succesfulde kombinationer mellem to spillere alle involverer David Luiz, Dante og Luiz Gustavo (altså defensive spillere), involverer Tysklands fire mest succesfulde afleveringskombinationer Toni Kroos, Schweinsteiger, Özil, Khedira og Thomas Müller (altså midtbanespillere eller angribere).

2. Forsvaret - ren effektivitet
Mats Hummels har vel været VMs bedste centrale forsvarsspiller og spillede mod Brasilien endnu en fremragende kamp ved siden af Jerôme Boateng, indtil han blev taget ud i pausen og erstattet af hypereffektive Per Mertesacker. Mens det kun lykkedes Brasilien at cleare bolden ud af forsvarszonen 12 gange i løbet af kampen, lykkedes det tyskerne 28 gange, og mens brasilianerne kun vandt to af deres 12 defensive luftdueller, vandt tyskerne 10 ud af 12. Tyskland var altså ekstremt effektiv, når det gjaldt om at få bolden ud af farezonen. Og så har vi ikke engang nævnt den suveræne målmand Manuel Neuer, der som sweeper, i luftrummet og som shotstopper er uforlignelig.

3. Mange målscorere
Inden VM blev der stillet spørgsmål til Joachim Löws udtagelse af Miroslav Klose som den eneste 9er i truppen. Den disposition har vist sig at være god, fordi det tyske hold har så mange andre dygtige målscorere på holdet. Thomas Müller kan både spille kant og centralt og er oppe på fem mål, Toni Kroos er dygtig til at komme i løbene bagfra, Andre Schürrle har både kant-, 10er- og angriber-potentiale, og alle scorer de forholdsvis flittigt for deres klubhold. Mod et rådvildt brasiliansk forsvar var der masser af både tid og plads til at komme i dybdeløb og til at kombinere sig fri i selve straffesparksfeltet.

4. Talentudviklingen - nu slår den igennem
Siden år 2000 har tysk fodbold arbejdet ekstremt struktureret på et ensartet talentudviklingsprogram. De spillere, der dengang var 10-12 år, er i dag på det tyske landshold og har gennem det meste af deres fodboldliv gået i den samme taktiske skole. Tyskland besidder en uhyre talentmasse, og flere toneangivende spillere på 25 år eller derunder, Thomas Müller, Toni Kroos, Mesut Özil, Andre Schürrle og Mats Hummels, er allerede i gang med deres anden eller tredje store slutrunde efter også at være nået langt ved de foregående.

5. Bænken - masser af succes
Tyskland har måske VMs bredeste bænk, og mod Brasilien viste Joachim Löw endnu engang, at han kan sætte hvem som helst ind med succes. Hummels blev sparet i pausen og erstattet af Mertesacker, der med seks clearinger var den mest suveræne defensivspiller på hele banen. Fremme afløste Schürrle Klose og blev dobbelt målscorer. Unge Julian Draxler kom også ind og gjorde det fint, og ingen havde vel rystet i bukserne, hvis Podolski eller Götze var blevet bragt i spil.


1. Neymar - den eneste X Factor
Da Neymar blev skadet, mistede Brasilien sin x-faktor. I den første kamp mod Kroatien spillede Oscár godt og lignede en spiller, der kunne supplere Neymar, men i resten af turneringen forsvandt han ofte helt ud af kampene. Uden Neymar manglede Brasilien overraskelser i spillet og havde ikke den spiller, modstanderen var tvunget til at være opmærksom på.

2. David Luiz - en vildmand når Thiago Silva mangler
Uden Thiago Silva ved sin side og som anfører for sit land påtog David Luiz sig et alt for stort ansvar, spillede hasarderet og uden taktisk disciplin. Hans heatmap, det kort der viser, hvor på banen han befandt sig mest, viser, at han befandt sig lige så meget i tre store varme klumper, hvoraf de to ligger langt uden for hans arbejdsområde. Den ene klump ligger et stykke over midten, den anden helt ude ved sidelinjen omkring højre back, og den tredje (den fornuftige) lidt til venstre for midten af straffesparksfeltet. Heatmap’et fra kampen mod Colombia, da han havde Thiago Silva ved sin side, viser en begrænset og langt mere fornuftig arbejdsradius omkring hans position som venstre midterforsvarer. Desuden foretog David Luiz mod Tyskland 20 lange afleveringer, hvilket er et udtryk for en iver efter at lægge den afgørende aflevering i stedet for at holde bolden i egne rækker.

3. Fred - en ufarlig angriber
Scolari insisterer på at spille med en targetman, men den rolle udfyldte Fred dårligt. I seks kampe scorede han kun et mål, og i løbet af hele turneringen lykkedes det ham kun at komme til 12 afslutninger og foretage 71 afleveringer - inklusiv igangsætninger efter mål. Det understreger, at Fred hverken var farlig som boksspiller, effektiv som spilstation eller på andre måder kompenserede for sin manglende giftighed.

4. Scolari - sad fast i sine idéer
Ved Confederations Cup for et år siden spillede Brasilien godt og besejrede Spanien med 3-0 i finalen. Det fik Scolari (foto) til at lægge sig fast på en opstilling, han først sent under VM indså, ikke fungerede. Paulinho havde det forløbne år ikke spillet specielt prangende i Tottenham, Fred viste sig at være langt fra sidste sommers topscorerform, og alternative opstillinger med Fernandinho eller Ramires centralt og en helt anden type offensiv uden target-Fred blev aldrig prøvet af inden VM. Da Neymar blev skadet, valgte Scolari at udtage et alternativ - Bernard - i stedet for at omprioritere tyngden på midten, hvor Fernandinho og Luiz Gustavo blev overspillet af Sami Khedira, Bastian Schweinsteiger og Toni Kroos.

5. Fokus - for mange temaer og for stort et pres
Brasilien var under et enormt forventningspres. Luiz Felipe Scolari optrådte usædvanligt konfronterende og søgte på et tidspunkt pressens opbakning i et privat møde med en håndfuld udvalgte journalister. Det blev taget som et udtryk for rådvildhed. Da Neymar blev skadet, fik spillerne specialfremstillet kasketter til støtte for ham, de havde hans spillertrøje med til nationalsangen, og mange mener, at fokus forsvandt fra selve kampen mod Tyskland. Undervejs bemærkede flere tidligere topspillere, hvordan følelserne hos brasilianerne sad uden på tøjet, og hvordan de tudbrølede efter sejren over Chile. Det tog de som et tegn på svækkede nerver efter et kæmpe pres.