Tiden med Michael Laudrup som manager i Swansea er længe overstået, men holdets tidligere kaptajn Alan Tate husker godt, hvornår tingene begyndte at gå i den forkerte retning mellem ham og Laudrup.

I et interview med South Wales Evening Post fortæller Alan Tate, at han før kampen mod Everton i september 2012 fik frataget anførerbindet.

- Jeg vidste ikke, at jeg ikke skulle være kaptajn. Han (Michael Laudrup red.) tog bare anførerbindet af mig uden at fortælle mig om det. Derfra gik det skidt. Jeg har været Swansea-spiller i 12 år, men nogle gange kommer der en manager, som du bare ikke kan med, siger Alan Tate til avisen.

- Han var ikke min kop te.

Sidenhen havde Tate svært ved at tilspille sig en plads på holdet og blev lejet ud til Leeds United, Yeovil Town og skotske Aberdeen.

Nu ser Michael Laudrup ud til at have sig en ny klub, nemlig Lekhwiya i Qatar.

For et par dage siden havde holdets sportschef Ahmed Abbassi følgende ord til bt.dk.

- Vi har talt med Michael Laudrup. Jeg har ikke mødt ham personligt, men det har klubbens præsident. Vi ved dog stadig ikke med sikkerhed, om han vil skrive under eller ej. Han kommer herned i starten af næste måned, hvor vi skal mødes, og så finder vi ud af det, lød det fra ham.

Klubben har tilsyneladende mange penge at gøre med, da der er allerede rygter om, at Qatar-klubben i næste sæson vil få tilført store stjerner som Barcelonas Xavi og Newcastles Hatem Ben Arfa.