Du hørte ingen kvinder give deres dom over VM på hverken DR eller TV2.

Det vrimler ellers med kvindelig fodboldekspertise i Danmark, og her giver BT dig kvindernes dom over VM-slutrunden. 

Lene Terp, 41 år, cand. scient i idræt

Fodboldtræner-uddannelse: P-træner. Cheftræner i 3F-liga-klubben KoldingQ, og har tidligere blandt andet været assistenttræner for det danske U19 kvindelandshold Fodboldmeritter: 105 A-landskampe. Har deltaget ved 3 EM-, 2 VM- og 1 OL-slutrunde. Dansk mester: OB 2000 og 2001. Pokalvinder: OB 1998, 1999, 2003. Fulham 2002

Bedste trænerdisposition
- Van Gaal lykkedes med at komme i en semifinale med et ordinært hold krydret med et par verdensstjerner. Det tydeligste tegn på grundigt forarbejde, strategi for en kamp - og overblik i kampens hede - var nok udskiftningen af keeperen i det 119. minut mod Costa Rica.

Største taktiske nybrud
- Som sådan er der ikke så meget nyt under solen, men det største nybrud er måske, at spillet begynder at se mere ens ud - om det er europæiske, afrikanske eller sydamerikanske hold.

Spilfilosofien der slog fejl
- At 'fejle' kan ses i flere perspektiver, men i forholdet til publikum og fodbolden som underholdning, så 'vinder' du mest goodwill ved at have en offensiv strategi. Hvis du tilmed kan undgå alt for voldsomme ulovligheder, så som bid i skulder (Luiz Suarez, red.), så er du godt på vej mod en spilfilosofi, som gør sig godt i en VM-slutrunde.

Det kommer vi til at huske VM 2014 for
- Sprudlende spil i gruppespillet, forlænget spilletid i mellemrunderne, sløve kampe i varmen kl. 18.00, spillemæssige blackouts hos Spanien og Brasilien - og Argentina eller Tyskland som verdensmestre.

Mariann Gajhede Knudsen, 29 år, fysioterapeut

Fodboldtræner-uddannelse: Ingen endnu, men skal starte til efteråret. Fodboldmeritter: 100 A-landskampe, 215 kampe i Fortuna Hjørring, 70 kampe i Linköpings FC.

Bedste trænerdisposition
- Den tyske landstræner Joachim Löw har fået skabt bedre flow i de offensive spil ved at placere Lahm som højre back igen. Müller som falsk 9’er er også en god disposition, selvom det ikke er nyt.

Største taktiske nybrud
- Mange hold har været mere markeringsorienterede og har generelt lagt et højere pres end tidligere. Det har gjort spillet mere intenst og hurtigere, samt givet mange nærkampe.

Spilfilosofien der slog fejl
- Spaniens positionsorienterede spillestil. Denne gang lykkedes det ikke. Det gik i mange situationer for langsomt for de ellers dygtige spaniere, som ikke lykkedes med deres normalt så elegante pasningsspil. De skabte for få chancer og blev straffet hårdt i omstillinger. Man skal dog huske, at hvis David Silva havde scoret til 2-0 mod Holland, kunne det have været et helt andet mesterskab for Spanien.

Mest undervurderede spiller
- Thomas Müller spiller ikke altid i Bayern, men har fået tillid af Löw. Han er ikke altid så elegant, men han har en fantastisk evne til at mærke eller at se, hvor bolden havner, og så går han 100 procent efter at lave mål. Han løber meget og skaber ikke kun plads til sig selv, men også for sine medspillere. Samtidig har han en fantastisk evne til at toppe ved mesterskaber.

Det kommer vi til at huske VM 2014 for
- Markerings-sprayen, færre karantæner, mange mål i de indledende kampe, fantastisk stemning i Brasilien og Brasiliens kollaps i semifinalen mod Tyskland.

Helle Hansen, 47 år, lærer på Flemming Efterskole

Fodboldtræner-uddannelse: A-licens. Fodboldmeritter: 127 kampe for Vejle Boldklub. Træner for Vejle Boldklub og Viborg FF (elitedivision/nuværende 3F). Assistent på U19-landsholdet for kvinder 2008-2011. DBU-talenttræner for pigeelite-ungdom 2008-2014.

Bedste trænerdispositioner
- Ghanas træner Appiahs måde at læse tyskernes defensiv på og udfordre dem med hurtigt, varieret og målsøgende spil og pres. Louis van Gaals keeper-stunt, der sendte TV2-studiet direkte i det røde felt. Van Gaal kender sine spilleres styrker og udnytter dette kendskab 100 procent. Imponerende og modigt. Joachim Löws stil og tilgang til spillet og sin funktion. Flot, når en assistent overtager med så stor succes. Det kræver personlighed og karisma.

Største taktiske nybrud
- Jeg bliver inspireret af at se, hvordan de seneste par års trends med fleksibilitet i positionerne, konstant bevægelighed både i længde- og bredde-retning samt hurtigt/direkte spil vel at mærke i boldkontrol og balance går op i en højere enhed. De dygtigste hold formår at kombinere alt dette med bevidst alsidighed i de anvendte gennembrudsområder.

Spilfilosofien der slog fejl
- Man kommer ikke udenom den spanske tiki-taka-stil. Den er i alt fald for en stund udraderet og læst. Og så glemte brasilianerne vel i deres Neymar-begejstring at spille som de 'plejer' - og har gjort i al den tid, man kan huske. Det kostede dem dyrt.

Mest undervurderede spillere
- Sami Khedira er under dette VM forsvundet lidt i mængden af de mange dygtige, tyske spillere. Men hvor er han dog en god og afgørende type at have med på sit på hold. Han er altid tæt på spillet, laver ikke mange fejl, løber de 'usynlige' dybdeløb, og så scorer han jo også i ny og næ.

Det kommer vi til at huske VM 2014 for
- Flotte scoringer. For eksempel van Persies hovedstødsmål mod Spanien, keeper-præstationer af en anden verden og énerne, der spiller mere for holdet end for sig selv.


Anja Heiner-Møller, 36 år, cand.scient i idræt

Fodboldtræner-uddannelse: A-licens. Fodboldmeritter: 7 A-landsholdskampe, 41 U-landsholdskampe og 200 kampe i 3F-ligaen for Hillerød, OB og Brøndby.

Bedste trænerdisposition
- Indskiftningen af Hollands andenmålmand før straffesparkskonkurrencen mod Costa Rica.

Største taktiske nybrud
- Tysklands keeper med sweeper-rolle.

Mest undervurderede spillere
- Costa Ricas.

Det kommer vi til at huske VM 2014 for
- Skadet Neymar og indskiftningen af Hollands andenmålmand før straffesparkskonkurrencen mod Costa Rica.

Tina Müller, 36 år, bachelorgrad i dansk med sidefag i kultur-journalistik

Arbejder som journalist på TV3 Sport. Fodboldtræner-uddannelse: Startede på DBU’s C-trænerkursus for en del år siden, da jeg valgte at blive træner for et miniputhold i Ringsted IF. Fodboldmeritter: Har været aktiv i Ringsted IF, hvor talentet rakte til at blive Sjællandsmester en håndfuld gange.

Bedste trænerdisposition
- Mange har været i tvivl, om han var gal eller genial, men jeg hælder til det sidste. Louis van Gaal var genial, da han skiftede Tim Krul ind i kvartfinalen mod Costa Rica i stedet for Jasper Cillessen forud for straffesparkskonkurrencen.

Største taktiske nybrud
-3-5-2 har gjort et lille comeback. At man forsvarer med tre stoppere. Flere hold har haft stor succes med det. Blandt andet. Holland, Costa Rica og Mexico. Det er alle hold, der på hver deres måde har formået at sætte et aftryk ved dette VM.

Spilfilosofien der slog fejl
- Mange vil nok pege på, at tiki-takaen er død. At den forsvandt med Spaniens farvel ved det her VM. Men det var nok mere mætte og trætte spillere, der slog fejl end det var selve spilfilosofien. For Tyskland har vel netop bevist at tiki-taka'en stadig lever. Med masser af dynamik, pasninger og mange løb foran boldholderen.

Mest undervurderede spiller
- Der var vel reelt ingen, der havde store forventninger til den nu tidligere Superliga-spiller Christian Bolanos, der tog til VM uden at have fået forlænget sin kontrakt i FC København. Men han og Costa Rica stjal en del fodboldhjerter undervejs og Bolanos nåede at vise noget af det bedste, vi længe har set fra ham.

Det kommer vi til at huske VM 2014 for
- Tysklands 7-1 sejr over Brasilien. En hel nation vil have blødende fodboldhjerter i mange, mange år og det vil sent blive glemt. På samme måde vil fodboldelskere kunne huske, hvad de lavede, og hvor de befandt sig, da Tyskland kværnede hen over Brasilien i VM-semifinalen 2014.

Merete Pedersen, 41 år, pædagog

Ansat som lærer på Hjemly Idrætsefterskole siden 2006. Fodboldmeritter: 136 A-landskampe og 65 mål. Har deltaget ved OL-, VM- samt tre EM-slutrunder

Bedste trænerdisposition
- Louis van Gaals udskiftning af målmanden kort før kampens afslutning i kvartfinalen. Tror han ville ønske at han havde gjort det samme i semifinalen.

Største taktiske nybrud
- Jeg er vild med den tyske filosofi om at komme hurtigt til afslutning efter bolderobring, og slippe bolden hurtigt - det er underholdene, og tror det er fremtiden.

Spilfilosofien der slog fejl
- Tiki-taka, som jeg aldrig har været fan af. Spanien og Italien røg ud med et brag, og Frankrig imponerede ikke. Jeg tror, de kommer til at ændre deres måde at spille på i fremtiden.

Mest undervurderede spillere
- Jeg synes, Thomas Müller er en fantastisk spiller, og vanvittigt vigtig for Tyskland. Han bliver bare ikke rigtig regnet for en verdensstjerne. Måske fordi han kan virke lidt 'kikset'.

Det kommer vi til at huske VM 2014 for
- Tåbelige Suarez, og Brasiliens vilde nederlag til Tyskland.


Sara Margren, 25 år, stud.cand.mag.

Arbejder som journalist på bold.dk

Bedste trænerdisposition
Hollands Louis van Gaal. Et landshold uden den store slutrunde-erfaring med mange ukendte spillere, en skadet Kevin Strootman og en træner med tankerne på sit kommende job. Med mange odds imod sig har Louis van Gaal alligevel formået at føre Holland længere, end de fleste havde regnet med. Mildt sagt ikke underholdende fodbold, men effektivt. Han har transformeret Holland fra 4-3-3 til 3-5-2, og hans taktiske justeringer i kampene har båret frugt.

Største taktiske nybrud
- 3-5-2-formationen har fået nyt liv ved slutrunden hos blandt andre Costa Rica, Chile, Mexico og Holland og med stor succes. Chile har især med deres ekstremt høje pres-spil, eksplosive spillere og enorme løbevillighed været spændende at følge. Helt generelt har mange af de mindre nationer turde spille fodbold mod de store, som har været herligt underholdende. Og så har Manuel Neuer da genoplivet sweeper-positionen.

Spilfilosofien der slog fejl
- Mange vil nok pege på Spanien og hævde tiki-taka’ens død efter spaniernes pinlige exit. Men ingen tvivl om, at Brasilien alligevel må være den helt store taber. De enorme forventninger blev aldrig indfriet. De fik med nød og næppe kæmpet sig videre til semifinalen uden at være sprudlende, men tabet af deres forsvarsdirigent, Thiago Silva, og enmandshær, Neymar, var for stort. De virkede rådvilde, og det har været svært at få øje på et koncept. Ingen defensiv organisation og disciplin mod Tyskland blev nådestødet.

Mest undervurderede spiller
- Javier Mascherano. Alle taler om Lionel Messi, men Mascherano har været bundsolid og disciplineret og har stor andel i Argentinas succes.

Det kommer vi til at huske VM 2014 for
- Spanien og Brasiliens ydmygelser. Luis Suarez’ bid. Chile, Algeriet og Costa Rica som de positive overraskelser. Masser af mål fra de store kanoner: Lionel Messi, Neymar, Luis Suarez, Karim Benzema, Robin van Persie og Arjen Robben. Miroslav Kloses målrekord. Nye stjerneskud som James Rodriguez, Keyler Navas, Enner Valencia. Bosniens første slutrunde. Miguel Herreras vilde jubelscener. Målteknologi og markeringsspray.