Den populære landsholdsspiller Nadia Nadim er ekspert hos DR under VM-slutrunden, men hun kunne lige så godt have været en del af dækningen hos konkurrenten TV 2.

For selvom TV2s sportschef ,Frederik Lauesen, tidligere har afvist over for B.T., at tv-kanalen ville gøre brug af Nadia Nadim, hvis de havde muligheden, indeholder sandheden også den tilføjelse, at TV 2 flere gange har forsøgt at tilknytte Nadim. Nu anklager Nadia Nadims agent TV 2 for at pynte på sandheden - og for at sige ét og gøre noget helt andet.

Frederik Lauesen har sagt til B.T., at TV 2 slet ikke ville overveje Nadia Nadim, fordi det ikke er ’foreneligt, at man sidder som ekspert hos os og på den anden side medvirker i betting-reklamer’, som Nadim gør, når hun agerer reklamesøjle for bettingfirmaet LeoVegas. Men Nadia Nadims agent Michael Kallbäck afslører, at TV 2 faktisk har strakt sig ret langt for at tilknytte Nadim.

Nadia Nadim er ekspert på DR og ikke TV2 under VM.
Nadia Nadim er ekspert på DR og ikke TV2 under VM. Foto: Bo Amstrup
Vis mere


»Jeg har på min mail tre eller fire kontrakttilbud fra TV 2s Allan Hvid (redaktionschef, red.). De har virkelig ønsket at få Nadia, og de har også kontaktet hende, efter de fandt ud af, at hun havde besluttet sig for en anden tv-kanal, og det prøvede de at overgå,« lyder det fra Michael Kallbäck, der forklarer, at TV 2 fik klar besked om hendes engagement hos LeoVegas og stadig var interesseret.

»Jeg havde flere samtaler med Allan Hvid, og han fik alle betingelserne at vide lige ud, før det blev officielt med LeoVegas.«

Men vidste TV2 også, at det ville indebære tv-reklamer for LeoVegas?

»Nej, jeg sagde ikke noget om tv-reklamer, for indholdet af aftalen med LeoVegas var ikke helt bestemt på det tidspunkt. Og hvad forskel gør det egentlig, om det er tv-reklamer eller klip på nettet? Det er jo dobbeltmoralsk. Måske handlede det her om PR for TV 2 og om at få sig selv til at se bedre ud. Men det er da sjovt, at TV 2 har Bo Henriksen tilknyttet som ekspert. Og han laver jo reklame for Unibet nu. Det kan man tænke lidt over.«

Nadia Nadim er flere gange blevet spurgt, om hun ville være ekspert på TV2.
Nadia Nadim er flere gange blevet spurgt, om hun ville være ekspert på TV2. Foto: Johan Gadegaard
Vis mere

TV 2s Frederik Lauesen vedkender, at der er en gråzone, men han holder fast i, at det er en altafgørende forskel, at Bo Henriksen ikke medvirker i TV-reklamer, og på det tidspunkt, han svarede i artiklen om Nadia Nadim, medvirkede hun allerede i deres reklamer.

Hvad er forskellen på at medvirke i en reklame på tv eller på nettet, som Bo Henriksen gør?

»Jeg medgiver fuldstændig, at den definition er vanskelig, og at det er en gråzone, og der vil jeg sige helt generelt set, at vi har en meget lille aftale med Bo Henriksen om, at han kommer og er med seks gange. Havde vi lavet den aftale, hvis vi vidste, at han havde været med i Unibet? Måske ikke,« siger han og fortsætter:

»Bo Henriksen har ikke gjort noget forkert overhovedet. Så er der andre mennesker, vi måske har hyret i 20 dage, og der har vi sagt nej. Men det handler om ren medmenneskelighed. Jeg kan ikke tillade mig fra et personligt perspektiv at skulle definere, hvad de må eller ikke må ved siden af deres arbejde, fordi jeg har hyret dem ind seks gange, men jeg føler rent etisk bedre, at jeg kan tillade mig at gøre det over for en person, jeg har hyret ind til 20 gange over en måned,« siger Frederik Lauesen.

Frederik Lauesen og TV2 tabte kampen om Nadia Nadim.
Frederik Lauesen og TV2 tabte kampen om Nadia Nadim. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Burde man ikke have helt klare retningslinjer?

»I forhold til vores kontrakter og huspolitik har vi ingen gråzoner. Man må ikke medvirke i betting-reklamer omkring TV 2s programmer på TV.«

Men du nævner en gråzone. Vidste I ikke, at Bo Henriksen havde den aftale med Unibet?

»Nej, vi har bare ikke snakket med ham om det. Men han må stadig ikke medvirke i reklamer på TV. Det står i hans kontrakt, og han har ikke gjort noget forkert overhovedet.«

Inden Nadia Nadim skriver under med DR, får I at vide, at hun har aftalen med LeoVegas. Vidste man ikke, at hun nok ville lave TV-reklamer også?

»Det ved jeg ikke. Der er mange af de reklamer, som kun er på nettet. Det er gråzonen i det. Men som man ser på Discovery, står Brian Laudrup i studiet og er samtidig med i reklamer. Det må man ikke på TV 2.«

Nadia Nadim er ud over at være en god fodboldspiller kåret til Årets Dansker 2017.
Nadia Nadim er ud over at være en god fodboldspiller kåret til Årets Dansker 2017. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Hvis Bo Henriksen laver en TV-reklame nu, ryger han så?

»Ja. Så opfylder han ikke sin kontrakt.«

Men som forbruger kan man jo finde reklamerne med Bo Henriksen ret nemt og får dem kastet i hovedet. Er det ikke lige meget, om man drikker vandet fra flasken eller et glas?

»Jo, og det er derfor, jeg anerkender fuldt ud, at der er en gråzone. Og der ser jeg forskelligt på det, om det er en person, vi hyrer til 20 gange, eller om det en, vi har inde fem, seks gange. Men jeg tror ikke, vi går ind og ændrer i vores retningslinjer.«