Brasilien måtte igen skuffe de hundreder af millioner af fans, der håbede, at deres landshold med en hel nation i ryggen kunne hente VM-trofæet på hjemmebane. Den mulighed missede Thiago Silva og co. allerede med et smerteligt 7-1-nederlag i semifinalen, og i bronzekampen gik det ikke meget bedre.

Holland lukkede værtsnationens slutrunde ned med 3-0, og efter kampen havde de brasilianske stjerner noget svært ved at sætte ord på de følelser, der gik gennem kroppen.

- Det er en helt horribel følelse. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Vi spillede fint, men det var ikke vores dag, sagde Chelsea-spilleren Oscar efterfølgende.

Han skulle have været den offensive kraft til at åbne den stramme hollandske defensiv op. Det lykkedes ikke, ligesom der heller ikke var meget held hos Thiago Silva i den anden ende af banen.

- Den gennemgående følelse er frustration. Vi drømte om dette VM, og jeg havde søvnløse nætter, hvor jeg lå og tænkte på det. Vi fortjente ikke at slutte af på denne måde. Tristheden ved at tage hjem og vide, at du har fejlet, er for stor, sagde Thiago Silva.

Det var ikke kun det brasilianske folk, der havde drømt om guldet på hjemmebane. Det havde spillerne også, og derfor vil smerten plage dem i lang tid fremover, lyder det.

- Det her vil ligge bittert i os i resten af vores liv. Vi må løfte hovedet og undskylde over for de brasilianske fans, der støttede os meget, siger Ramires.

Nu er det slut for Brasilien. Med det, der startede som én lang hyldest, men sluttede med en pibekoncert på Estadio Nacional i Brasilia.