Han er dansk – hun er fransk. Og parrets søn er halvt af hver.

Når Martin Braithwaite tirsdag eftermiddag liner op til den afgørende VM-gyser mod Frankrig, kan han synge med på begge nationalmelodier. Både ’Der er et yndigt land’ og ’Marseillaisen’.

Kantspilleren, der meget vel kan tænkes at afløse karantæneramte Yussuf Poulsen i startopstillingen, har ikke bare boet og spillet i Frankrig i fire-et-halvt år. Hans kæreste er fransk, og det er parrets fælles søn også. I hvert fald delvist.

Martin Braithwaite mødte sin franske kæreste tilbage i 2013, da han netop var skiftet til Toulouse fra Esbjerg.
Martin Braithwaite mødte sin franske kæreste tilbage i 2013, da han netop var skiftet til Toulouse fra Esbjerg. Foto: DYLAN MARTINEZ
Vis mere

»Selvfølgelig er der et specielt forhold, i og med at min kæreste er fransk, og min søn er født der. Men det har ikke noget med fodbold at gøre. Jeg spiller for mit land, og det er et andet land, om det så er mod Australien, Peru eller Frankrig. Det betyder ikke noget for mig,« siger den kompromisløse angriber, der hidtil er blevet skiftet ind i begge kampe under VM.

Efter Braithwaite i 2013 skiftede Esbjerg ud med franske Toulouse, mødte han hurtigt den daværende journalist Anne-Laure Louis. Den franske kvinde var dengang medvært på et tv-program om sport, og det var her Louis og Braithwaite løb på hinanden. Siden har den danske angribers kæreste startet sit eget tøjmærke, og parret har fået deres første fælles barn – sønnen Romeo.

Så hvad betyder det for en dansk landsholdsspiller at have fransk familie, inden han skal spille så vigtig en VM-kamp mod netop Frankrig?

»Det betyder bare, at vi har en spion hos franskmændene,« siger Braithwaite med et smil

Hvem holder hun med?

»Med Danmark. Hun har ikke noget andet valg. Hun har en dansk trøje på, sååå,« fastslår angriberen, der det seneste halve år har været tilbage i Frankrig, hvor han har været lejet ud til Bordeaux fra den engelske Championship-klub Middlesbrough.

Braithwaites kæreste var forleden i Samara, hvor hun så kampen mod Australien i selskab med flere af de øvrige spilleres koner og kærester. Hun er også på plads i Moskva tirsdag eftermiddag, men det bliver altså iklædt en rød trøje – ikke en blå.

Her forventer Martin Braithwaite et forrygende opgør. En af de helt store i en karriere, der i de kommende uger formentlig bringer ham videre til en anden adresse end Bordeaux eller Middlesbrough.

»Frankrig er et topmandskab, som vil være svære at slå. Det handler om, at vi skal være rigtig gode på dagen, hvis vi skal slå dem. Det tror jeg også 100 procent på, at vi kan. Det bliver en fantastisk kamp at spille på et stort stadion mod Frankrig. Og så til et VM. Det er de kampe, man gerne vil spille. Og så i en afgørende kamp, hvor man kan vinde gruppen. Det er fantastisk,« siger Martin Braithwaite, der i dén grad tror på de danske muligheder for at slå kærestens primære og  hans eget ’andet hjemland’.

»Det hjalp altid på det, at Frankrig vandt. Det gør det selvfølgelig bedre for os, at vi selv kan afgøre det. Jeg føler, der er store chancer for os. Vi skal bare have fokus på os selv. Mulighederne ser gode ud,« slutter han.