Holland er ude af VM i Brasilien efter 0-0 og et straffesparsknederlag til Argentina, men hvis man ikke er ked af at se på en forsvarslinje, der ofte er på seks mand, når Nigel de Jong trækker ned fra sin midtbaneposition, så er der stadig en bronzekamp mod Brasilien lørdag.

Men mange har også været trætte af den hollandske spillestil, der ved dette VM har været bygget op om at sende bolde op til Arjen Robben og Robin van Persie. Og ellers sætte en anden målmand på banen i form af Tim Krul, når man er i straffe.

Her er en liste over fem ting, der måske forklarer, hvorfor Holland for nogen kan være så irriterende at se på.

1. Hvor er målene?

Hollands sidste 240 minutter ved VM i Brasilien blev uden scoringer overhovedet, hvilken har givet to langgabere mod Costa Rica og Argentina. Det er faktisk en direkte vej til exit ikke at score i to runder i slutspillets kampe, som Portugal ikke kunne i 2010 og Paraguay gjorde i 2006. Dog er Holland det første hold til ikke at score i 240 minutter i træk i VM-slutspillet.

2. Vil ikke have bolden

Der er næsten ikke noget værre end at gå fra banen, når man har haft bolden stort set hele kampen, og alligevel tabe. Det gjorde Chile, da Holland kun havde haft 36 procent af spillet i deres kamp, som endte med 2-0 til Holland. Dog har de i det resterende kampe haft et pænt tal og ofte mere end modstanderne.

3. Frispark på frispark

Alle hader hold, der konstant laver frispark, og det gør Holland i høj grad. Oranje-holdet har begået 106 frispark ved dette VM. Til sammenligning har de to finalehold Tyskland og Argentina henholdvis lavet 71 og 64 frispark, men de har dog heller ikke helt samme minuttal i benene.

4. Angriber mindst

Men når man tænker på, at Holland har fået mere spilletid end de fleste andre, så er det de kun er noteret for 246 angreb, som er forbavsende få, når man tænker på al den forlængede spilletid, hollænderne har haft. Her har både Brasilien (276), Argentina (311) og Tyskland (250) flere angreb, som ligesom Holland nåede semifinalen.

5. Offsidekonger

Men når Holland så kommer frem over banen, så er de gode til at ødelægge det for dem selv med offside-løb, hvilket er noget af det mest irriterende at se på som tilskuer.

De er det hold, der har løbet suverænt mest offside ved VM med 25 gange løftet flag fra linjevogterens side. Ser man på de andre semifinale-hold, så har Brasilien og Tyskland har gjort det hver 14 gange og Argentina blot seks, så hollænderne burde nok kigge op noget mere, for at se hvor offsidelinjen er.