Lørdag morgen står solen allerede højt på himlen i det meste af Danmark, og temperaturerne har sneget sig op på mere end 14 grader.

Men ifølge vagthavende hos DMI, Klaus Larsen, så skal byerne langs Vestkysten og omkring Limfjorden ikke regne med, at det bliver meget varmere end det. Særligt ved Limfjorden kan de se frem til en dag, hvor temperaturerne ligger på mellem 12 og 14 grader.

»Der vil være køligt ved kyster med pålandsvind, og det er i dag vestkysten, da vinden kommer fra sydvest,« siger han til BT.

Resten af landet kan dog fortsat forvente høj sol og mellem 23 og 27 grader med blot en let brise til at svale en smule.

Dog ser det ikke ud som om, vejret fortsætter. Søndag kan vi se frem til nogle byger, selvom temperaturen stadig holder sig på omkring 25 grader.

Så hvis du vil nå at nyde det gode vejr, er det en god idé at pakke strandtasken i dag og komme ud af døren.