En motorcyklist fik en sød hævn over en bilist, der var uopmærksom og ubehøvlet.

Motorcyklisten, der på Youtube bærer navnet 'PadWings', kom kørende på en forholdsvis utrafikeret vej, da en bilist pludseligt svingede ud foran ham, så motorcyklisten måtte hive i bremsen. En torskehandling. Men det stoppede ikke der.

På sin hjelm havde motorcyklisten placeret et kamera, der opfangede hele optrinnet. Som billederne afslører, så mistede bilisten sin tegnebog, da han svingede ud foran motorcyklen.

Godt nok var bilistens vindue åbent, men faktisk havde han glemt sin tegnebog på taget af bilen, hvor også hans iPhone lå.

Motorcyklisten tog tegnebogen og indhentede bilisten. På vej op på siden af bilen valgte chaufføren dog hurtigt at afværge med en strakt langefinger og en farvelvinkende gestikulering.

Selvom det hele måske kunne være ligegyldigt, så fortsatte 'PadWings' op på siden af bilen og vinkede med tegnebogen. Det fik så bilisten til at bremse bilen og kvittere med et 'thank you so much, bruv (bror, red.)'.

Og så var det tid til hævn. Motorcyklisten kastede tegnebogen ind i bilen, hvorefter han tog telefonen, der fortsat lå på taget, og holdt den foran chaufføren. Og smed den så på jorden for blot at køre sin vej.

Klippet lagde 'PadWings' på Youtube, og siden da er klippet blevet set mere end 1,9 millioner gange. Situationen er sket omkring London-forstaden Watford, og klippet er blevet delt på en række medier som eksempelvis Daily Mail, mens også norske Dagbladet har delt den morsomme hævnakt.