En skotsk kvinde var så oprevet efter en tur i H&M i Glasgow for en uge siden, at hun klagede til den svenske tøjkæde på Facebook. Hendes opsang er nu gået viralt, og flere britiske medier som Daily Mail, Mirror og Scottish Daily Record har siden omtalt sagen.

Marianne Gray, der normalt passer en størrelse 40, var  forfærdet over, at hun måtte helt op i en størrelse 48 for at passe den kjole, hun havde kastet sin kærlighed på. Derfor gik hun til angreb på 'uansvarlige' H&M på grund af de misvisende tøjstørrelser, der efter hendes mening kan have forfærdelige konsekvenser for pigers selvværd i forhold til kropsidealet.

'Jeg har aldrig nogensinde oplevet magen til uansvarlighed. Jeg skammer mig over jer, er forfærdet over jer og vil aldrig handle i H&M igen, før det her bliver løst', skrev den 29-årige kvinde fra Glasgow til H&M på det sociale medie.

Marianne Gray i sin mørkeblå kjole i størrelse 48 i prøverummet i en H&M-butik i den skotske storby Glasgow.
Marianne Gray i sin mørkeblå kjole i størrelse 48 i prøverummet i en H&M-butik i den skotske storby Glasgow. Foto: Marianne Gray/Facebook
Vis mere

Det var søndag 19. februar, at hun blev noget forbløffet over, at hun ikke kunne passe den mørkeblå kjole, som hun netop havde købt i H&M i den skotske storby i sin sædvanlige størrelse 40. Hun kunne knap nok få kjolen op over knæene, så hun tog tilbage i butikken og fandt til sin store overraskelse ud af, at kjolen i størrelse 48 passede hende perfekt.

'Jeg er rimelig sikker på min krop, men jeg kan kun forestille mig den psykologiske effekt, som en størrelse 48 kan have på en ung, letpåvirkelig pige', skrev Marianne Gray på Facebook.

Opslaget er siden blev delt knap 900 gange og har fået 5.000 reaktioner og over 900 kommentarer.

Den store opmærksomhed fik tilsyneladende den skotske kvinde til at uddybe sit angreb. Her forklarede hun, at det ikke var hendes hensigt at bringe skam over personer, der bruger lidt større tøj normalt.

'Mit opslag på H&M's Facebook-side var så dramatisk, fordi min veninde, som lige er kommet sig efter at have døjet med en spiseforstyrrelse, sagde til mig, at det her ville have fået hende til at gøre skade på sig selv igen, og det gjorde mig gal', skrev Marianne Gray i en opdatering på grund af de mange reaktioner.

En talsmand fra H&M forklarer, at man arbejder for at sikre ensartethed på tværs af kollektioner, men hvor godt tøjet passer kan variere afhængig af stil, snit og stof.

»I H&M sætter vi stor pris på feedback fra kunderne. H&M-størrelser er de samme på tværs af alle 64 markeder, som vi opererer i,« siger talsmanden til Daily Mail.