'Til salg: en kone. Ikke ny, er blevet brugt, men har stadig nogle gode kilometer i sig.'

Sådan står der blandt andet i en noget anderledes salgsannonce på eBay. Det skriver Daily Mail.

Manden bag er engelske Simon O'Kane. Den 33-årige far til to fik ideen til salgsannoncen, da han en dag kom hjem efter en hård dag på jobbet.

»Jeg kom hjem fra arbejde og følte mig både træt og utilpas. Min kone var som sædvanlig en smule bekymret, men sagde, at jeg brænder mit lys i begge ender og mente i bund og grund, at jeg er en klynker,« siger Simon O'Kane til avisen.

Det fik ham til at tænke på en sjov måde at hævne sig på. Og kort efter kunne folk byde på 27-årige Leandra O'Kane på eBay. Teksten mere end antyder, at Simon O'Kane mest af alt er ude på sjov og spas. Blandt andet nævner han, at Leandra skam stadig er i rimelig god stand og hendes evner i køkkenet under 'gode sider', mens han under 'dårlige sider' bemærker, at hun jamrer sig ganske forfærdeligt - lige indtil hun får 'skinende metal' - eller med andre ord: smykker.

Foto: eBay
Vis mere

'Alt i alt ikke en dårlig model for årstiden. Jeg er sikker på, at en heldig gut vil få stor gavn af den,' skriver han og tilføjer, at alle bud er velkomne - inklusive byttehandler med 'yngre modeller'.

For ligesom at understrege pointen slutter Simon O'Kane med at skrive, at Leandra aldrig nogensinde kunne tages tilbage efter salget.

Ikke desto mindre er han blevet blæst bagover af de mange interesserede køberes interesse. I løbet af blot to dage er prisen for Leandra løbet op i næsten 600.000 kroner efter en regulær budkrig.

Simon O'Kane fortæller til Daily Mail, at der var enkelte perverse mænd blandt de interesserede, men at langt de fleste var med på joken.

Men Leandra O'Kane kunne ikke umiddelbart se det morsomme, da hun fandt ud af, at hun var 'sat til salg'.

»Jeg var splitterrasende og havde lyst til at slå ham ihjel,« siger hun til Daily Mail.

Leandra O'Kane fortæller videre, at hendes mand ikke fortjener den mindste medynk, når han i det ene øjeblik føler sig syg og svag - for så kort efter at smutte ned i fitnesscenteret og træne i timevis.

Efter lige at have sundet sig lidt kunne hun nu godt se det sjove i sin mands skøre påfund. Nu er annoncen blevet slettet af eBay, men Simon O'Kane ærgrer sig nu lidt over, at han aldrig fandt ud af, hvor meget Leandra kunne have indbragt.

»Hvem ved, hvor meget jeg kunne have fået for hende, hvis ikke eBay havde fjernet annoncen?,« joker han.