En kvinde blev så tydeligt irriteret over en drone nær hendes hjem, at hun fandt et gevær frem og skød efter det ubemandede fartøj.

Nu går videoen af skyderiet viralt.

Dronens videokamera viser, at dronen flyver lige omkring kvindes terrasse meget tæt på hendes hjem. Den ukendte kvinde kommer ud på terrassen og begynder at kaste sten efter dronen, som begynder at flyve højere for at undgå at blive ramt, skriver Fox News og New York Post.

Da det ikke lykkes for kvinden at skyde dronen ned med sten, forsvinder hun et kort øjeblik ind i huset for at komme ud igen med et gevær, som hun retter mod dronen.

Hun rammer ikke, men det lader til, at føreren af dronen, som bliver styret fra et sted på jorden med en fjernbetjening, endelig forstår, at kvinden er generet af dronen, og den flyver hurtigt væk.

Mediet Kiro 7 mener at vide, at hændelsen fandt sted i byen Bellevue ikke langt fra Seattle i Washington, USA.

Videoen er allerede blevet set over 351.000 gange på Youtube.

I Danmark er det i udgangspunktet ulovligt at flyve over beboelsesejendomme og dertilhørende arealer, som er afgrænset af hegn, hæk, mur eller lignende uden ejerens accept.

Se videoen her: