En rørende video af en 40-årig søn, der synger med sin 80-årige demensramte far, er blevet et hit verden over.

»Tell me when will you be mine« strømmer det ud af højtalerne i den lille bil. Straks synger både 80-årige Ted McDermott og sønnen 40-årige Simon McDermott fra England med på 60'er-sangen »Quando quando quando«

Britiske Simon McDermott filmede den sangfyldte køretur med sin 80-årige demensramte far i Blackburn tilbage i maj. Han lagde videoen på Facebook i starten af august for at indsamle penge til forskning i Alzheimer, og nu bliver videoen delt vidt og bredt på de sociale medier. Det skriver BBC.

Siden Simon McDermott offentliggjorde videoen, er den blevet delt over 52.000 gange på Facebook. Sammen har den dynamiske duo indsamlet mere 250.000 kroner til Alzheimers Society Now, som forsker i sygdommen.

Ted McDermott er tidligere sanger og optrådte under navnet 'The Songaminute Man'. Igennem sin levetid optrådte han utallige steder. I 2013 blev han diagnosticeret med Alzheimer Demens, og derfor startede sønnen projektet »The Songaminute Man« på Facebook.

Hos Alzheimers Society Now er man rørte og taknemmelige over indsatsen.

»‘Songaminute’ er en inspirerende og rørende idé, som ikke bare rejser vigtige midler til velgørenhed, men som også sætter fokus på den positive påvirkning, som musik og sang kan have for mennesker med demens,« skriver de på deres hjemmeside.

Hittet »Quando quando quando« er ikke det eneste nummer, som de to har sunget sammen. Inde på deres facebookside kan man høre flere.