Han blev kendt på internettet som den arrige rødhårede dreng, men i dag er navnet ikke længere Michael, men i stedet Claire. YouTube-fænomenet påstår, han er blevet en hun.

»RØDHÅREDE HAR SJÆLE!!«

Budskabet var stjerneklart, da YouTube-brugeren CopperCab i januar 2010 lagde en video op på den populære videotjeneste. På den selvoptagede video var en bleg, lidt buttet dreng med kort, rødt hår. Han råbte og argumenterede meget kraftigt mod fremstillingen af rødhårede. Særligt tegneserien South Park, der havde portrætteret rødhårede som værende uden sjæle. Og det rørte noget i teenageren.

Videoen fik med det samme kæmpe opmærksomhed, og i dag, godt seks år senere, er den blevet afspillet mere end 40 millioner gange.

Se videoen hér:

Navnet var Michael Kittrell. Var. For i dag er navnet et andet, og det er kønnet tilsyneladende også. Nu kalder den 23-årige sig for Claire, og identificerer sig selv som kvinde.

Efter den første video gik viralt blev Michael Kittrell en stor internetpersonlighed, lavede adskillige videoblogs og fik flere tusinde følgere. Men i marts 2016 kom den indtil videre seneste video på Kittrells YouTube-kanal, og siden har der været stille fra den ellers meget aktive videoskaber.

Mandag annoncerede Claire på sin Twitter-profil, at hun ikke længere var Michael. Hun påstår at have undergået hormonbehandlinger gennem flere måneder, og at hun endelig var klar til at vise sit nye jeg frem.

'Jeg er så fucking træt af at gemme mig bag roller. Jeg har ikke nydt YouTube i mange år. Jeg vil bare være mig selv,' skriver Claire og afslutter med hashtagget #transpride (transstolthed, red.).

Britiske The Sun har fået fat i Claire og spurgt hende, hvorfor hun nu tilsyneladende er kvinde.

»Jeg har altid haft mærkeligt med mig selv, og jeg havde svært ved at forklare det,« siger Claire til The Sun.

»Jeg har aldrig følt mig tilpas i drengetøj, og min mor og far ville have, jeg skulle gå til sport, men jeg havde aldrig rigtig lyst. På en måde har jeg altid vidst det, men jeg var ikke sikker på, hvad det var, før jeg blev ældre.«

Tirsdag eftermiddag dansk tid har Claire lagt en ny video op på sin YouTube-kanal.

»Det her er den sværeste video, jeg nogensinde har lavet,« siger Claire blandt andet.

Et forbehold, man desværre bliver nødt til at tage, er, at Michael 'Coppercab' Kittrell tidligere har været kendt for at 'trolle'. Det vil sige at udgive sig og udtale sig iøjnefaldende, så der kom mere opmærksomhed om hans person. Derfor har flere brugere på Twitter, YouTube og Reddit i dag svært ved at stole på, at alt, hvad Claire nu siger, er sandt.

I videoen ovenfor benægter Claire dog, at det hele er en spøg, og hævder, at hun taler sandt.

»Jeg er ligeglad med, om du kalder mig grim, 'tranny' eller øgenavne. Hvis du driller mig, så er det fint, men jeg har tænkt mig at være mig selv. Lige meget om du kan acceptere det eller ej.«