Se videoen foroven.

Leoparden var fanget i en dyb brønd i landsbyen Pimpalgaon Siddhanath i Indien. Og selvom vilde kattedyr i denne størrelse normalt er farlige for mennesker, så tøvede lokale ikke med at ringe efter hjælp.

Sammen med dyrehjælpsorganisationen Wildlife SOS fik de sat leoparden tilbage i det fri. Siden har organisationen fortsat kæmpet for at mennesker og dyr kan leve i overenstemmelse med hinanden.

Det var et hold på ni redningsarbejdere fra Wildlife SOS, der rykkede ud for at hjælpe med aktionen. Langsomt sænkede de en redningsplanke af sammenbundne grene ned i brønden, så den udmattede leopard kunne hvile sig lidt.

Derefter blev et metalbur hejst ned, som leoparden kunne klatre ind i. Det er denne del af redningsaktionen, som du kan se i videoen i toppen af denne artikel.

Men leoparder er langt fra de eneste dyr, som organisationen hjælper.

Wildlife SOS hjælper dyr i alle afskygninger, men for det meste bliver de kaldt ud for at hjælpe reptiler såsom slanger, der har gemt sig ind i folks hjem. I Indien er det særligt i perioden under monsoonen, at reptilerne kommer frem og forvilder sig ind på menneskedominerede områder.

Ifølge organisationen får de over 300 opkald om måneden for at få assistance til redningsaktioner. Senest er otte ugleunger den 3. december også blevet reddet op fra en brønd, mens et kuld leopardunger i midten af november blev reddet fra en sukkerplantage og genforenet med deres mor.

Hvad, organisationen bliver kaldt ud til, er meget afhængig af sæsonen. Om sommeren, som det var tilfældet med leoparden, er det primært dehydrerede dyr, som de må hjælpe. Vinterperioden er ofte præget af tåget vejr, og derfor bliver mange dyr påkørt på grund af den dårlige sigtbarhed.

Da BT bragte historien om leoparden i brønden i august, var der flere læsere, der bekymret henvendte sig for at høre, om man nu også kunne være sikker på, at de lokale ikke bare slog leoparden ihjel, når den kom op af brønden. I Indien er det ganske rigtigt en farlig affære at være leopard.

Ifølge organisationen er det mere og mere normalt, at større kattedyr bevæger sig ind på befolkningens boligområder, fordi deres naturlige omgivelser gradvist bliver inddraget til bebyggelse og industri. Det fjerner leopardernes levegrundlag og tvinger dem til at finde vand, føde og ly i områder hvor mennesker opholder sig. Og det ender ofte tragisk ud for dyret.

Men netop derfor forsøger organisationen også at oplyse og uddanne lokalbefolkningerne i landsbyerne til at ringe efter hjælp, i stedet for at dræbe dyrene. En opfordring, som lokalbefolkningen i Pimpalgaon Siddhanath netop fulgte, så den uheldige leopard kunne komme tilbage til naturen.

Ifølge Wildlife SOS er deres primære mål behandling og frisættelse af dyret, når de bliver tilkaldt. De skriver på deres hjemmeside, at det i få tilfælde ikke kan lade sig gøre at få dyret tilbage i dets naturlige omgivelser.

I de tilfælde har organisationen flere beskyttede dyrearealer for eksempel i Agra, Uttar Pradesh, hvor dyret kan leve resten af dets liv.

Video: Wildlife SOS