Næste gang du går forbi en hjemløs, så vær åben for mirakler.

Det skete nemlig for flere forbipasserende nytårsaften, da de blev vidne til en hjemløs mand, der pludselig greb ud efter en gademusikants mikrofon.

Ikke for at stjæle den eller true med den. Men for at få lov at synge en sang.

Musikeren Johnny Walker stod på gaden i Leeds og spillede på sin guitar. Han har været musiker i 15 år og stiller sig ofte op på gaden og synger, fortæller han til den engelske avis The Telegraph.

»Jeg har tit set den hjemløse mand, men jeg har aldrig før hørt ham synge,« siger Johnny Walker.

Den hjemløse er født i Irland, hedder Bernard Davey og sidder i kørestol.

Da han hørte Johnny Walker spille på gaden, rullede han hen til ham og spurgte om han måtte synge en sang sammen med ham.

»Han tog mikrofonen og sang Summertime. Jeg blev fuldstændig blæst omkuld af hans stemme og den passion, han lagde for dagen. Derfor bad jeg en af tilskuerne om at filme oplevelsen på min telefon,« fortæller Johnny Walker.

Som sagt så gjort, og nu kan vi alle nyde godt af Bernard Daveys livsbekræftende sang i videoen - og måske selv opleve det samme ude i virkeligheden.