'Er der nogen, som kender denne søde lille dreng?'

Sådan indleder Hollie Mallet et opslag på Facebook, hvor hun beder sine naboer om hjælp.

Sagen er nemlig den, at Hollie Mallet gennem et stykke tid har lagt mærke til, at en lille dreng flere gange ganske kort er kommet forbi hendes bopæl, kælet med Hollie Mallets hund og så stukket af igen lige så hurtigt.

Hollie Mallet har endda fanget en af episoderne på et overvågningskamera, som hun har hængende i sin garage. Hun vidste dog ikke, hvem den 'søde lille dreng', som kom og kælede med hunden var, og derfor besluttede hun sig for at efterlyse ham på Facebook.

'Til naboer! Er der nogen, der kender denne søde lille dreng? Fra tid til anden, når han kører på sin cykel, kommer han hurtigt forbi og kæler med min hund eller leger hurtigt med den, men han forsvinder altid hurtigt igen, som om han ikke ved, om han burde være der! Jeg vil gerne fortælle ham, at han er velkommen til at blive og lege, hun (hunden, red.) elsker opmærksomheden!'

Sådan skriver Hollie Mallet i opslaget, hvor hun har delt en video af et ganske kort øjeblik, hvor drengen smider sin cykel, løber ind og krammer hunden for så at løbe lige så hurtigt igen.

Opslaget, som blev slået op 31. maj, blev lynhurtigt et hit på Facebook, hvor det er blevet delt mere end 11.000 gange - i skrivende stund.

Og det kastede da også et resultat af sig. Allerede få timer efter kom der en opklaring, da en kvinde ved navn Ginger Clement Breaux kommenterede på opslaget. Hun skrev:

'Tak fordi du har tilføjet mig Hollie!
Josh taler om din hund hele tiden! Hver gang vi kommer forbi, kigger han for at se, om hun sidder, så han kan se hende. Jeg vidste bare ikke, han gjorde de ting.
I aftes, da jeg først så opslaget, var jeg splittet som mor og var både glad og ked af det, fordi han ved, han ikke burde være på andres grund, men jeg vågner glad op her til morgen, fordi han bare er så vild med hunde,' skriver Ginger Clement Breaux om sin søn Josh, der altså er helt vild med Hollie Mallets hund, som i øvrigt har navnet Dutchess.

Foto: Facebook
Vis mere

Og ikke længe efter er der svar tilbage fra Hollie Mallet, som ikke kunne være mere glad.

'Så mysteriet er løst, folkens. Jeg håber, denne søde lille dreng Josh bliver ved med at komme og lege og kæle med Dutchess! En hund er en ven for livet!' Skriver Hollie Mallet blandt andet og konkluderer, at hun er glad for, at overvågningskameraet for en gangs skyld bliver brugt til noget positivt.

Foto: Facebook
Vis mere

Der er dog en mere trist årsag til, at Josh er så vild med hunde, så han opsøger fremmede af slagsen. Nemlig den at Josh's egen hund Bella, som familien havde haft, siden Josh var bare to år, døde sidste år, og familien har ikke fundet tid til at få en ny hund. Det skriver Ginger Clement Breaux senere i Facebook-tråden. Og hun poster også flere billeder, som Josh har sendt hende, hvor han er sammen med Dutchess.

Foto: Facebook
Vis mere

For at understrege, at det hele er endt som en stor lykkelig historie, har Hollie Mallet til slut i tråden lagt et billede op, hvor hun, Dutchess, Josh og Ginger Clement Breaux sidder sammen.

Det hele endte lykkeligt. Privatfoto.
Det hele endte lykkeligt. Privatfoto. Foto: Facebook
Vis mere