En kvindelig turist blev fotograferet, mens hun med vold og magt var i færd med at trække en svane op af en sø, i forsøget på at tage en selfie.

Det skriver amerikanske The Huffington Post.

For blot et par uger siden måtte en baby-delfin lade livet på grund af dehydrering, fordi en gruppe mennesker skulle løfte, klappe og tage selfies med det stakkels dyr. Historien gik verden rundt og skabte stor forargelse.

Nu er den gal igen.

En kvindelig turist fra Bulgarien er nemlig blevet fanget i at flå en sagesløs svane op af vandet, fordi hun angiveligt ville tage et billede med den. Optrinnet fandt sted ved Ohridsøen i Makedonien, hvor en forfærdet borger overværede og fotograferede kvindens desperate handling.

Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg kom gående, da jeg så hende posere og gribe ud efter sine venner for at få taget et billede. Der gik ét sekund, før jeg løb ned mod hende og skreg, at hun skulle slippe den,« fortæller makedonske Nake Batev til The Huffington Post.

Det fik kvinden til at give slip på svanen og gå.

Ifølge Macedonian International News Agency døde svanen som direkte følge af episoden, og flere vidner til episoden har fortalt, hvordan fuglen blev smidt så hårdt ned på jorden, efter den kvindelige turist var færdig med at tage billeder af den.

Nake Batev har dog en anden og mere lykkelig slutning på historien. Til The Huffington Post fortæller han, at svanen efterfølgende svømmede tilbage ud i søen.