Et møde mellem en tryllekunster og en 48 år gammel orangutang endte på (næsten) magisk vis.

I Colchester Zoo i det østlige England må orangutangen Rajang siges at være lidt af en publikumsfavorit. Og selvom den enorme primat er fyldt 48 år, har alderen tydeligvis ikke sat en stopper for dens nysgerrighed og lyst til at lege.

Det kan den engelske tryllekunstner Matt G utvivlsomt tilslutte sig, efter han for nylig aflagde Rajang et besøg. I videoen, optaget under deres møde, kan man således med egne øjne opleve den charmende orangutang folde sig ud. For selvom Matt G undervejs i videoen udfører et imponerende korttrick, er det alligevel Rajang, som med sin charme og selvtillid formår at stjæle rampelyset.

Det hele starter, da Matt G blander et sæt spillekort for øjnene af den 48 år gamle orangutang, der nysgerrigt følger med på den anden side af glasset. Tryllekunstneren udvælger ét enkelt kort, som han bagefter klæber fast på glasset. Og på magisk vis lykkes det for Matt G at 'transportere' spillekortet fra den ene side af glasset til den anden.

Det sker, til stor forbløffelse for Rajang, der forsigtigt fjerner kortet fra ruden, før han omhyggeligt vender og drejer det. Og pludselig har den store primat ikke længere lyst til at stå tilbage for tryllekunstnerens bedrift. Rajang forsøger herefter at gentage tricket, dog uden den samme succes. Alligevel bliver kortet presset op mod ruden, mens Rajang flere gange banker på det med en pind. Men det lykkes dog ikke, at 'trylle' kortet tilbage igen, og det ender i sidste ende med at ryge en tur på jorden.

Videoen, som Matt G lagde på sin Facebookside tilbage i oktober, er efterfølgende gået viralt og er blevet set mere end én million gange med flere end 11 tusind delinger til følge.

Men det er dog langt fra første gang, at der dukker søde og sjove videoer op på internettet, hvor man kan se orangutangen Rajang rigtigt folde sig ud.

Således er den charmerende abe flere gange blevet filmet, mens han har vist sin kærlighed til Colchester Zoo's kvindelige gæster. Særligt de gravide kvinder og deres maver er populære hos den store orangutang, som man kan se i videoen herunder, optaget i sommeren 2015.