Netflix-dokumentarserien ‘Making a Murderer’ har på bare en måned gjort navnet Steven Avery verdenskendt. Og nu ser det ud til, at serien kan få en anden sæson.

En mand fra en lille, amerikansk by sidder i fængsel i 18 år for en voldtægt, han ikke har begået. Han bliver løsladt, kun for kort tid efter at blive anholdt igen – denne gang for mordet en lokal kvinde, Teresa Halbach. Han bliver anholdt af det samme politi, som fik ham buret inde på falsk grundlag første gang. Den anholdte mand er Steven Avery, og ham har store dele af verden efterhånden fattet sympati med, siden Netflix-dokumentaren i ti afsnit ‘Making a Murderer’ fik premiere den 18. december.

Serien har skabt stor opstandelse, og flere hundrede tusinde amerikanere har underskrevet en erklæring, der beder præsident Obama om at løslade Steven Avery og Brendan Dassey, der også er anholdt for mordet. Noget Det Hvide Hus dog afviste.


Men noget tyder på, at Steve Averys sag ikke stopper her, for folkene bag dokumentaren, Laura Ricciardi og Moira Demos, er stadig i kontakt med Avery og optager samtalerne til mulig fremtidig brug til en ny sæson. Det fortalte Laura Ricciardi søndag under et  pressemøde for ‘Television Critics Association’ søndag, skriver Time.com

Hun forklarede dog også, at de ikke har besøgt Steven Avery i de seneste fire uger.

Til samme arrangement har den øverste chef for Netflix’ indhold, Ted Sarandos, også bekræftet, at der måske kommer endnu en sæson om Steven Avery og hans sag.

»Historien folder sig stadig ud, så vi vil helt sikkert kigge på det,« sagde han ifølge People.com.