Se billedet længere nede i artiklen.

En norsk tegner hyldes på det sociale medie Twitter for en lidet flatterende tegning af USA's kommende præsident, Donald Trump.

Iført en ble og smurt ind i afføring, ses Donald Trump siddende på alle fire, mens han hiver i en dug med farver og striber, lig dem på det amerikanske flag. Dugen ligger på et bord, og på kanten står en globus, der er på nippet til at faldet på gulvet. Således valgte norske Christian Bloom at portrættere verdens snart mægtigste mand i en tegning, der blev brugt som illustration til en artikel i den norske avis VG.

Tegningen, der blev bragt tidligere på måneden, er sidenhen nået over til både de britiske øer samt hele vejen over atlanten, hvor den bliver hyldet af adskillige brugere på det sociale medie Twitter.

En af dem, der har delt den norske karikaturtegning, er den engelske sanger og sangskriver Robyn Hitchcock. Siden han lagde billede på sin Twitterprofil, er det blevet 'retweetet' eller delt  mere end 60 tusind gange og 'liket' næsten 50 tusind gange.

I billedteksten til opslaget har den engelske kunstner kryptisk skrevet, at tegningen er blevet blokeret for retweets.

Derudover har flere andre lagt billedet på deres twitterprofil, blandt andre den tidligere Oscar-nominerede amerikanske filminstruktør Amy Berg. Hun hylder den norske tegner for sin 'forfærdeligt præcise' afbildning af Donald Trump.

Opmærksomheden omkring tegningen kommer i høj grad bag på ophavsmanden selv. Til norske VG fortæller Christian Bloom, hvordan han fik ideen til tegningen midt under den amerikanske valgkamp, og altså inden præsidentvalget blev afholdt for lidt over en måned siden.

»Det er lidt i overkanten for en som mig, der foretrækker at sidde alene og pusle med tingene, som jeg har gjort i 25 år. Man planlægger ikke ligefrem, at ting skal gå viralt, som det er tilfældet med tegningen,« fortæller Christian Bloom til VG.

Til avisen fortæller tegneren desuden, at det nu virale værk i første omgang var blevet lagt i skuffen, da Christian Bloom havde både håbet og troet på, at Hillary Clinton ville løbe med valgsejren. Nu må han så i stedet tage til takke med de mange positive tilkendegivelser, og han er blandt andet blevet kontaktet af amerikanske graffitimalere fra New Jersey, der har spurgt om lov til at udsmykke en hel mur med Christian Blooms tegning.

Da nordmanden har tegnet billedet af Donald Trump digitalt, eksisterer der ikke en traditionel og potentiel værdifuld originaltegning. Men Christian Bloom fortæller til VG, at han nu overvejer at få tegningen på tryk.