En video af et Boeing-fly, der er ved at lande, er blevet set 3,5 millioner gange på blot en uge. Videoen er filmet af Radko Nasinec i Václav Havel-lufthavnen i Prag i Tjekkiet.

I filmen kan man se, hvordan et Boeing 737-430 med nød og næppe undgår en katastrofe under en landing i stærk sidevind.

I første omgang kan det ses, hvordan flyet går ned for at lande, inden det begynder at vippe fra side til side.

De dramatiske billeder viser, hvordan flyet først tilter til siden, hvorefter højre hjul rammer landingsbanen. Hurtigt efter rykker flyet mod venstre, mens piloten bruger de færdigheder, som er blevet trænet til hudløshed i flysimulatoren.

Piloten foretager hurtigt en opstigning og undgår dermed, hvad der kunne have udviklet sig til en katastrofe.

Flyet har en maximumkapacitet på 189 personer, men hvor mange passagerer, der var med flyet, er uvist.

Kort efter den hurtige opstigning får piloten vendt flyet og gjort klar til anden landing.

Her svinger flyet også lidt frem og tilbage, men piloten formår at lande flyet sikkert, så passagererne kan ånde lettet op.

Piloten bliver nu rost for sin håndtering af situationen, og flere kalder ham blandt andet for en helt.