Sidste tirsdag blev politiet kaldt ud til en lejlighed i Rom, men i stedet for en forbrydelse blev de mødt af et gammelt ensomt par.

Spaghetti og parmesan. Det var løsningen politiet tyede til, da de sidste tirsdag mødte op i en lejlighed i Rom. De to beboere på 84 og 94 år havde ikke været udsat for kriminalitet, men var ensomme og savnede selskab.

På Facebook beretter Roms politi, hvordan fire betjente mødte et dybt ulykkeligt ældre ægtepar. 84-årige Jole og 94-årige Michele havde siddet foran deres fjernsyn og set nyheder. Den aften blev deres ensomhed mere end parret kunne tage, og de var brudt ud i gråd. Så højt at bekymrede naboer alarmerede politiet, skriver The Independent.

Ægteparret havde næsten ingen mad i huset og fortalte betjentene, at de ikke havde haft selskab i flere måneder. Betjentene tog derfor en usædvanlig beslutning, og i stedet for at forlade lejligheden igen - når nu der ikke var sket noget kriminelt - valgte de at lave et måltid pasta med smør og parmasan for parret og sætte sig ned til en snak.

Det var et vigtigt måltid, politibetjentene lavede sidste tirsdag.
Det var et vigtigt måltid, politibetjentene lavede sidste tirsdag. Foto: Questura di Roma/Facebook
Vis mere

Jole og Michele fortalte, hvordan de havde brugt deres liv sammen. Men også om, hvordan de ofte var ensomme og ikke havde nogen til at underholde dem - andre end deres fjernsyn.

Roms politi fortæller selv, at det var en usædvanlig historie for deres 'drenge':

»Denne gang handlede det for drengene om en mere udfordrende opgave - to ensomme sjælde, der manglede selskab. De forstod, at lidt varme ville genskabe den ro, som Jole og Michele manglede. «

På politiets Facebook-opslag er den poetiske tekst blevet delt mere end 24.000 gange.