Rikke Louise Andersen skal en tur i retten, fordi hun har nægtet at betale den bøde, som hun i oktober sidste år fik for at have delt et billede af en mand, der havde antastet hendes datter.

Det var en overtrædelse af persondataloven, og derfor blev hun straffet med en bøde på 5.000 kroner, som hun tidligere har fortalt om til metroxpress.

Nu deler moderen på ny sin historie i en video på sin Facebook-profil, der er gået viralt.

»Jeg er snart så gal, at jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af mig selv. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at jeg skal betale en bøde, fordi han føler sig forurettet over, at hans billede er blevet delt i en gruppe på Facebook,« siger Rikke Louise Andersen i videoen, som du kan se øverst i artiklen.

Hun føler sig i den grad ramt på sin retsfølelse, uddyber hun over for BT, efter hun er blevet indkaldt til retsmøde i Retten i Nykøbing Falster i begyndelsen af marts.

»Det er mig, der er forbryderen, og det er det, jeg synes, der er uretfærdigt. Jeg har lagt videoen op for at råbe politikerne op og få ændret lovgivningen,« siger 35-årige Rikke Louise Andersen.

Sagen stammer fra august sidste år, hvor en blotter antastede Rikke Louise Andersens 10-årige datter og datterens jævnaldrende veninde foran den lokale Dagli’Brugsen i Nyråd ved Vordingborg på Sydsjælland. Blotteren viste ifølge Rikke Louise Andersen flere gange pigerne sit lem.

Hun besluttede at få fat i et overvågningsbillede af manden, som hun derefter delte på Facebook med en efterlysning uden at specificere hvorfor. Manden blev anholdt og senere dømt for blufærdighedskrænkelse, men Rikke Louise Andersen stod tilbage med en bøde på 5.000 kroner for at overtræde persondataloven. Blotterens straf var 10 dagbøder a 250 kroner, svarende til 2.500 kroner i alt – eller det halve af Rikke Louise Andersens bøde.

»Nu skal jeg fortælle min datter, at det er mere strafbart for mig som mor at hjælpe med at opklare denne forbrydelse, end det er for blotteren,« siger den 35-årige mor og tilføjer, at det ikke handler om pengene:

»Det handler lige så meget om uretfærdigheden i, at han er sluppet så billigt. Hvis jeg havde fået en bøde på 5.000 kroner, men han sad i fængsel, så havde jeg nok ikke følt mig lige så krænket.«

Persondataloven giver banker, butikker og andre mulighed for TV-overvågning. Men loven beskytter alle - herunder kriminelle - da optagelserne kun må videregives til politiet eller med samtykke.

I forbindelse med en lignende sag fra Holbæk, hvor en butiksejer i marts 2014 delte overvågningsbilleder af formodede tyve i færd med at plyndre lageret i hans elektronikbutik, forklarede Per Heide Sørensen fra lokalpolitiet i Holbæk det således:

»Sådan nogle TV-overvågningsbilleder skal afleveres til politiet, fordi det både er beviser og et efterforskningsredskab. Og efterforskningen står politiet altså for.«

Ifølge Rikke Louise Andersen ringede hun til politiet, da hun havde hentet overvågningsbillederne, som brugsens kameraer havde opfanget.

’Jeg venter og ser, hvad politiet gør med de her billeder, men da der er gået et par timer, og politiet stadig ikke har fået gjort noget, efterlyser jeg manden med et billede, hvor man kan se hans ansigt. Jeg skriver ikke noget om, at den her mand har begået en forbrydelse’, forklarer moderen i videoen.

I videoen opfordrer en ’rasende’ Rikke Louise Andersen til at ’sprede budskabet’, og videoen er i skrivende stund også blev set over 740.000 gange, mens det har affødt et hav af reaktioner og kommentarer.

»Jeg har det godt med, at stort set 95 procent af dem, der har set videoen, deler min holdning,« siger hun.