De unge på Instagram bliver ofte beskyldt for at dyrke glansbilledet og op uopnåelige med perfekte billeder på Instagram af 'brunch med bae', overskudsfrokost på en tømmermandsdag eller den bedste vinkel for kindbenene.

Men nu hyldes en østrigs model for at gå i den modsatte grøft.

Selvom hun sagtens kunne opretholde illusionen om det perfekte liv med sine modelmål og spændende jetset-liv, så har London-bosatte Jazz Egger besluttet sig for at vise sine næsten 13.000 følgere, hvordan det i virkeligheden er at arbejde som model.

Den 19-årige østriger har været model siden hun var 13, og nu har hun besluttet sig for, at afsløre alle sine udfordringer fra søvnunderskud til urealistiske kropsmål og et konstant pres fra brancen om at være undervægtig.

Det gør hun med hashtagget #truthbehindthisshot, der som en slags fodnote efter den oprindelige tekst på Instagram forklarer, hvordan billedet i virkeligheden blev til.

På et af billederne tilføjer hun, hvordan modelbureauet fortalte hende, at hendes hofter var for brede, hvis hun ville have en chance for at arbejde under modeugen i London. det på trods af, at Jazz Egger godt vidste, at hun allerede var undervægtig.

På et andet afslører hun, hvordan det tog tid og en kamp for ikke at glide ned af sengekanten, for at tage et billede, hvor hendes ben fremstår så lange og slanke som muligt.

Hendes Instagram-profil blev ikke skabt med det formål at afsløre branchen. De bramfri kommentarer er først tilføjet billederne senere, da hun besluttede sig for at gå ind i kampen om at fremme et mere naturligt og opnåeligt kropsideal. Til gengæld afslører hun på et af sine billeder:

'I øjeblikket er jeg kun på Instagram, fordi agenterne begyndte at spørge, hvor mange følgere jeg har, så de kan beslutte, om de vil bruge mig eller ej.'

På et andet fortæller hun om, hvordan hun måtte droppe både salt, sukker, fedt og alkohol i månedsvis for at have flot hud under modeugen i London.

Hun har også indrømmet, hvordan hun i en time overvejede nøje, om hun skulle lægge et billede på profilen, hvor hendes næse fremstår på en måde, der gjorde hende ilde til mode.

På et andet erkender hun, at en selfie er redigeret, så hendes tænder ser mere lige ud, end de reelt er.

Jazz Egger lever af sit udseende, og derfor føler hun, at hun bliver nødt til at leve op til nogle professionelle standarder, men til Metro.co.uk har hun en besked til de unge piger derude, som ikke ser ud som modellerne i bladene og på Instagram:

»Jeg giver dem aldrig råd, men jeg spørger dem: 'Hvis du var det eneste menneske i verden, og ingen kunne se dig, ville du så stadig ændre på din krop?'«

Siden Jazz Egger indledte sin lille kampagne, er antallet af følgere steget eksplosivt, og på hvert eneste billede hyldes hun af folk, der elsker hendes ærlige indblik i modebranchen.