Dette er et foto af en dreng, der ligger med sin hund og en iPad. Ikke et uvant syn i børnefamilier.

Men dette billede er alligevel anderledes. Og nu har det rørt tusindvis af mennesker over hele verden med sin skønne forhistorie.

’Ser du dette øjeblik? Jeg har aldrig oplevet et øjeblik som dette.’

Sådan indleder en mor en lang og rørende fortælling på Facebook-siden for nonprofitorganisationen ’4 Paws For Ability’.

Igennem organisationen har hendes fem-årige søn, mødt servicehunden Tornado, og det er ham, der ligger roligt bag den lille dreng på billedet. En dreng, der er autist, og som har været så grueligt meget igennem.

Han har aldrig haft et meningsfyldt forhold til et andet menneske. Han har aldrig kaldt nogen sin ven.

’Denne dreng er det stærkeste barn, jeg nogensinde har mødt. Han har oplevet utallige grove og ignorante voksne og børn, som ikke forstår ham, som har gjort ham ondt, og som ikke har sat pris på ham, fordi han er anderledes,’ skriver moderen.

I to år har familien ventet på, at den fem-årige dreng kunne få en servicehund. Og da det endelig skete, kunne moderen ikke holde tårerne tilbage over, hvor godt det første møde gik.

’Billedet har fanget ansigtsudtrykket på en mor, som ser sit barn, som hun ikke kan bade, klæde på, nusse og røre frit, ligge på sin nye servicehund af egen fri vilje med et meningsfuldt uudtalt bånd. Dette er ansigtet på en mor, der har set sin søn i utallige fejlslagne forsøg på sociale interaktioner på legepladsen I et forsøg på at få en ven. En hvilken som helst ven. En hvilken som helst form for bånd. Hun har sat sig ned med sin søn, som har grædt i månedsvis, fordi han ikke havde noget bånd til nogen uden for familien, lige meget, hvor hårdt han prøver,’ skriver hun.

Foto: Privat
Vis mere

’Hun sidder bag sin søn og græder i stilhed, fordi hun ikke vil distrahere ham fra øjeblikket og lade ham slippe ud af et rent, ærligt og ganske givende øjeblik, som han har haft af egen fri vilje. Det er i sandhed magisk. Ord kan slet ikke beskrive det.’