Det er ikke hans viden om den politiske situation i Sydkorea, som interviewet vil blive husket for. Det vil derimod blive husket for hans børn. Nu tager hans mor noget af skylden for det.

Den amerikanske professor Robert Kelly havde forberedt sig grundigt og sad klar foran sin computer i sit hjem i Sydkorea, da BBC World News ringede ham op på en Skype-forbindelse for at få hans analyse af situationen i landet, efter den korruptionsanklagede præsident, Park Geun-hye, fredag endegyldigt blev fyret fra sit embede af forfatningsdomstolen.

Men han havde glemt at låse døren til sit kontor.

To minutter inde i interviewet dansede hans fireårige datter Marion derfor glad ind på kontoret. I et forsøg på diskret at få hende til at gå ud, mens interviewet fortsatte, prøvede Robert Kelly at puffe hende hen mod døren.

Pigen blev dog stående - og kort tid efter rullede professorens lille søn på ni måneder, James, ind på kontoret i sin gangstol. Få sekunder senere dukkede de to børns mor op og hev de to børn ud af værelset, før hun - også i et forsøg på at være diskret og holde sig uden for kameravinklen - kravlede tilbage ind på værelset og lukkede døren.

Det underholdende klip er siden blevet delt på BBC Newsbreaks Facebook-side, hvor det er blevet set mere end 58 millioner gange.

Bedstemor: 'Det var hylende morsomt'

Nu fortæller Robert Kellys mor - Ellen Kelly - at de to små børn højst sandsynligt har troet, at deres far talte med hende. Det skriver det engelske medie DailyMail. Det er nemlig altid fra det værelse, hvor professoren sad og blev interviewet af BBC, at han sammen med børnene og sin hustru - Jung-a Kim - taler med bedsteforældrene over Skype.

»Børnene hørte højst sandsynligt stemmer komme fra computeren og troede, at det var os,« siger hun til Daily Mail og griner:

»Det var hylende morsomt.«

Hun fortæller samtidig, at hendes søn, der flyttede til Sydkorea i 2008 for at undervise på et universitet, tidligere har givet mange interviews med blandt andet CNN og Sky News.

»Jeg håber bare, at han får anerkendelse for sin ekspertise i stedet for dette - selvom det er så godt,« siger Ellen Kelly.

Det morsomme klip er, siden det blev delt fredag, blevet delt mere end 200.000 gange og har fået mere end 35.000 kommentarer.