Et umiddelbart uskyldigt foto af en nybagt fars første møde med sin lille søn har skabt røre i Australien.

Den australske fotograf og mor til fem Lacey Barett er kommet i modvind, efter hun har lagt et billede på Facebook, hvor man ser en mand vugge sin nyfødte søn i armene blot få minutter inde i den lille drengs liv.

Fra babyens mave ser man den bleggrå navlestreng slange sig og ende i en moderkage, som ligger i en balje ved mandens side. Moderkagen kan tydeligt skimtes i hjørnet af billedet, og det er faldet flere for brystet.

'Moderkagen ødelægger dette smukke billede, men det er bare min holdning,' skriver en Facebook-bruger, ifølge Lacey Barett selv, til det intime foto. Kommentaren synes dog senere at være blevet slettet.

En anden skriver, at billedet er gudesmukt, men at moderkagen optræder på det gør hende en smule ked af det.

Lacey Barett er kendt for at fotografere især fødsler og nyfødte, og hendes billeder skildrer for det meste den den allerførste tid råt og ærligt. Og hun er bestemt ikke enig i, at en moderkage ikke hører til på billedet.

Faktisk er hun så fortørnet over kritikken, at hun har dedikeret et helt opslag til dem, der føler behov for at kommentere negativt på andre fødselsfotos.

'Stop lige engang. Din holdning er accepteret, men hvor vover du at sprede dit had og din udskamning af fødende i ytringfrihedens navn? skriver hun.

'Udskamning gør en mor flov og giver hende skyldfølelse for sine valg. Det kan give fødselsdepression og fødselspsykose.'

Ifølge Lacey Barett kan de mindste kommentarer ødelægge alt for en nybagt mor, som er følelsesmæssigt ustabil i situationen, og afgøre, om den første tid skal opleves på en lyserød sky eller i et bælgmørkt hul, hvor hun overtænker alle sine valg som moder.

Selvom Lacey Baretts foto har mødt kritik, bliver hun også støttet af flere mødre på Facebook.

'Folk er så ignorante. Hvordan tror de ellers, babyen får næring i ni måneder? Hvorfor skal den (moderkagen, red.) ikke med? Jeg elsker det,' skriver en.

'Så smukt. Det er moderkagen, der har givet den smukke baby næring i ni måneder. Min mega seje jordemoder gav min dengang fem-årige datter et par handsker på, da hendes bror blev født, så hun kunne undersøge moderkagen. Det var så cool og noget, hun aldrig vil glemme,' skriver en anden.

Det er ikke første gang, Lacey Barett skaber debat med sine billeder. Tidligere har hun delt et billede af sig selv, der sidder på toilettet med veer, mens hendes etårige ammer hos hende. I anledning af moderkage-debatten har hun uploadet billedet igen med teksten:

'Selvom jeg skreg højt under veerne, stoppede det ikke min etårige i at ville ammes. På toilettet. Hvor jeg sad med håbet om at kunne opmuntre Lennox (barnet i maven, red.) i at rykke ned. Hvad var jeres fødselsvalg? Jeg vil hylde dem sammen med jer.'