Det ligner ethvert andet festbillede. Men se godt efter, for noget ser helt forkert ud. Eller gør det?

Mandag lagde den 18-årige britiske kvinde Eleanor Bailey et festbillede på Twitter. På billedet poserer hendes søster, 23-årige Tabitha, sammen med et hold venner på en natklub i byen Utrecht i Holland.

Tusinder af mennesker gør hver dag det samme - smider billeder fra deres byture op på nettet. Men lige netop dette billede adskiller sig og har taget nettet med storm.

Det skriver Huffington Post.

Ved første øjekast ser det nemlig ud til, at Tabithas højre arm er markant længere end en almindelig arm. Faktisk så lang, at den går ind foran hele to af vennerne, der står ved hendes side:

Den detalje har bragt nettet i kog. I skrivende stund har mere end 20.000 liket billedet på Twitter, mens over 5000 har trykket 'retweet'.

»Lige så snart, jeg så billedet, vidste jeg, at folk ville kunne lide det. Men ingen af os havde forventet, at det ville få sådan en modtagelse. Vi synes det er rigtig sjovt,« siger Tabithas søster Eleanor Bailey til Huffington Post.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så har Tabitha ikke verdens længste arm. Folk står blot placeret på en måde, så det ser sådan ud. Og hvis du ikke har regnet den ud endnu, har en Twitter-bruger gjort det for dig: