En amputeret fod på skateboard, på stranden eller ude i sneen.

Det lyder måske en kende specielt, men en amputeret fods hverdagseventyr bliver fulgt af flere tusinde mennesker på det sociale medie Instagram.

Bag den lidt bizarre konto står den 25-årige amerikaner Kristi Loyall. Da hun forrige år fandt ud af, at en sjælden og meget farlig type kræft havde ramt hendes højre fod, fortalte lægerne, at hendes eneste redning var at få den amputeret.

Det skriver BBC.

For ikke at miste sig selv til den mørke usikkerhed omkring operationen og diagnosen, valgte hun at bruge humor. Hun bad derfor lægerne om noget ret usædvanligt. Nemlig at få lov til at beholde sin amputerede fod.

»Min første reaktion var at lave en joke om det,« siger hun og tilføjer:

»Så jeg sagde: 'Hey, kan jeg få min fod tilbage?'«

Da hun havde sagt det højt, gik det samtidig også op for hende, at hun rent faktisk gerne ville beholde sin fod. Og ikke bare som en joke.

Selvom lægerne sagde, at hendes forespørgsel var 'usædvanlig', gav de hende lov til det. En måned efter operationen fik hun derfor leveret sin højre fod i en pose for farligt, biologisk materiale.

»Det var virkelig, virkelig mærkeligt. Jeg kunne bevæge mine tæer, og min mor fik det helt dårligt over, at jeg kunne bevæge dem,« siger Kristi, der bor i Yukon i staten Oklahoma.

Selv følte hun sig på det tidspunkt emotionelt adskilt fra sin amputerede fod. Derfor besluttede hun sig for at lave noget sjovt ud af det hele i stedet.

Ideen med at lave en Instagram-konto med den amputerede fod i hovedrollen kom en ven med. Og Kristi elskede den.

Hun sendte foden af sted for at blive renset, få knoglerne gjort hvide og hæftet sammen. Da den kom tilbage, oprettede hun Instagram-kontoen 'One Foot Wander', hvor det første billede var af det ben, hvorfra foden var amputeret med skelet-foden sat hen til.

'Genforenet, og det føles så godt', skrev hun til billedet.

Siden har hun taget mange billeder af den amputerede fod på usædvanlige steder. På stranden, på golfbanen, på en kirkegård og i et juletræ.

Som regel opbevarer hun foden i en skotøjsæske i sin rygsæk. Derfra tager hun den frem, når hun vil tage et billede.

»Jeg tror, de fleste folk, der ser mig tage et billede af den, tænker, at den ikke er rigtig,« siger Kristi til BBC.

Hendes eget favoritbillede er et, hvor hendes hund sidder ved den amputerede fod - og muligvis drømmer om at trygge i knoglen.

»Hun er meget interesseret i den. Hvis jeg efterlader den (foden, red.) på bordet, prøver hun at tage den og stikke af med den,« siger hun.

Mere end 10.000 følger indtil videre Kristis amputerede fod på Instagram, og flere af dem hylder hende for hendes humor og positive indstilling til det, hun har været igennem.

»Jeg har lige læst din historie. Bravo, dit mod og din humor er inspirerende. Jeg ser frem til at følge i dine fodspor,« skriver en følger, mens en anden skriver:

»Jeg elsker din attitude. Jeg bor i en skøn strandhytte i Portugal. Der er en gæsteværelse til dig og din fod, hvis du nogensinde skulle få lov til at komme på besøg.«

Kristi er den dag i dag kræftfri, men går stadig til kontrol hver tredje måned.