Et mystisk billede af en knap to meter lang  pythonslange gemt mellem potteplanter har vakt undren på de sociale medier. Kan du spotte slangen?

Slangeentautisater fra den autralske klub Sunshine Coast Snake Catchers 24/7 i den nordøstlige delstat Queensland har lagt et billede på deres Facebook-side, som er gået viralt.

Det skriver det britiske medie The Mirror.

Billedet er af seks potteplanter i trækasser på en trævæg. Og et eller andet sted ligger der en 1,8 meter lang python, der er så stor, at den er i stand til at fortære en mindre hund.

’Tro det eller ej. Der er faktisk en 1,8 meter lang Tæppepython gemt bag en af disse potteplanter’, skriver klubben på Facebook-siden og opfordrer folk til gå på jagt efter slangen gemt i billedet.

Opslaget har fået knap 300 delinger, og mange har svært ved at se slangen.

’Jeg har i bogstavligste forstand kigget på billedet i 10 minutter, og jeg kan stadig ikke se slangen,’ skriver Facebook-brugeren Sarah Portelli.

Og hun er ikke den eneste.

’Nej, jeg ser ikke noget, hvilket skræmmer mig. Jeg laver meget have arbejde, og det viser mig, at jeg ikke ville have set den,’ skriver Sarah Connor.

Derfor har Max fra Facebook-siden også hjulpet de mange slangeinteresserede på vej ved at levere svaret med en rød cirkel omkring. Slangen ligger og putter sig i den midterste potteplante i den øverste række. Zoomer man ind på billedet, kan man skimte slangeskinnet mellem bladene.