Tanken var så smuk, men med en simpel kuglepen og nogle beskidte tanker endte McDonald's særlige julekop med at blive ganske fræk og grov.

Det opdagede Twitter-folket, og så tog det fart.

Det er efterhånden blevet en tradition, at de store kæder får produceret særlige julekopper op til den glade højtid. Men sidste år haglede kritikken ned over kaffekæden Starbucks og deres simple røde kopper, da kristne englændere mente, det var 'misforstået politisk korrekthed' og et knæfald for de ikke-kristne ikke at pryde koppen med julemænd og andre klassiske julesymboler.

I år er den så gal igen. Men denne gang foregår koppe-miseren hos konkurrenten McDonald's. Og denne gang er der ingen kritik - blot latterkramper og frække fnis.

En skarp Twitter-brugere har nemlig spottet, at burgerkæden giver sine kaffekunder en noget grov julehilsen med på vejen.

Dér midt på koppen, blandt snefnug, hjerter og dejlig julemagi, ser man ifølge brugeren nemlig en person, der griber fat om sine baller og spreder dem for kaffedrikkeren.

Og på den blottede bagdel står ordene: 'De varmeste hilsner'.

Billedet gik hurtigt viralt, og folk troede ikke deres egne øjne. Kunne McDonald's virkelig ikke selv se det?, lød den brede undren.

Men så måtte endnu en Twitter-bruger punktere den gode historie.

Den hvide masse på den røde kop skulle i virkeligheden forestille et sæt luffer, og fingrene på 'ballespreden' var blot tegnet på.

Opklaringen får dog ikke internettet til at tørre tårerne væk efter lattereren. Flere mener nemlig, at de overhovedet ikke kan se, at det skulle være vanter, efter de har fået at vide, hvad det også kunne ligne.

McDonald's har endnu ikke udtalt sig i den sjofle sag.