'Ser I noget galt med denne smukke dreng? Nej, det tror jeg ikke. Han er præcis som alle andre børn!'

Sådan skriver svenske Felicia Holm i et Facebookopslag, hvor hun fortæller sin hjerteskærende beretning om, hvordan hendes lille søn dagligt bliver behandlet på legepladserne i den svenske by Halmstad.

Turen ud for at lege med andre børn er nemlig langt fra en særlig rar oplevelse for mor og søn. Selv om den lille, charmende purk ellers glæder sig til at komme ud at lege, oplever mor og barn nemlig scener på legepladsen, som ville få manges hjerter til at briste. Ifølge Felicia Holm forbyder de andre forældre nemlig deres børn at lege med hendes søn.

'Hver gang jeg kommer ned på legepladsen med min søn, flytter forældrene sig med deres børn og hvisker: ’Se taterne’ (gammel betegnelse for romaer/ sigøjnere, red.),' skriver moderen.

Felicia Holm har roma-aner, men både hun selv og hendes forældre er født og opvokset i Sverige. Alligevel er hun selv blevet drillet gennem sin barndom med, at hun var 'sigøjner'. Og nu er hun ked af, at hendes søn oplever det samme.

'Hvordan skal jeg kunne forklare min 1,5-årige, at: ’Nej, de andre børn må ikke lege med dig, fordi du er roma' ', skriver hun.

Især var der en episode i weekenden, som fik den svenske mor til at fare til tasterne. Mor og søn havde besøgt en legeplads i en af de større parker i Halmstad, hvor der var omkring 20-30 børn, der legede.

Da lille Charlie løb over for at lege, hørte hun flere forældre hviske: ’Se, der er taterne’, og flere fjernede deres børn, fortæller Felicia Holm til det svenske medie Expressen.

Men der var især én situation, der fik bægeret til at flyde over. På et tidspunkt kom et andet lille barn over til lille Charlie og henvendte sig til ham:

'Barnet sagde: »Flyt dig, tater«. Jeg antager, at det er dets forældres fortjeneste,' siger Felicia Holm til Expressen.

Hun valgte derefter at gå fra legepladsen med sin søn, så han ikke skulle blive for ked af det. Den lille dreng kigger noget forundret op på sin mor, når de andre børn bliver fjernet fra ham, hver gang han vil lege med dem.

'Min søn er ikke syg, han smitter ikke, og han er ikke ond, så hvorfor ikke lade børn være børn og lade dem lege samme,' skriver  Felicia Holm.

Hendes Facebookopslag med den hjerteskærende fortælling, og hvor hun også undrer sig over, hvornår det er blevet i orden åbenlyst at ytre sig racistisk om romaer, har siden fået mange til at rase på Facebook.

'Kedeligt at læse, hvor onde mennesker kan være. Hold fast I, hvem I er. Der er ikke jer, den er gal med,' skriver en Facebookbruger blandt andet, mens flere andre også udtrykker deres vrede.

Det er dog ikke alle borgere i Halmstad, der er, som dem Felicia Holm mødte på legepladsen. Flere tilbyder mor og søn, at de meget gerne må komme og lege med deres børn. Og mange tager afstand  fra den racisme, som mor og søn har oplevet.

Emir Selimi, der er talsmand i den svenske forening Unga Romer (Unge Romaer, red.), er også stærkt chokeret over Felicia Holm og lille Charlies oplevelser.

»Man holder aldrig op med at blive overrasket. Ville nogen sige sådan noget om jøder eller sorte, ville mange reagere. Det her er blot en lille brik i hele puslespillet. At forældre tager deres børn væk fra roma-børn på legepladsen minder om USA i 1950’erne, når man tog de hvide børn væk fra de sorte,« siger han til Expressen.se.

Han mener, at der bør komme mere fokus på den diskriminering af romaer, som finder sted.