Da den amerikanske pige Brooke Lee forleden fik sin første menstruation, besluttede hendes mor sig for at gøre dagen uforglemmelig med en stor fejring. Det bliver hun nu hyldet for.

Efter 12-årige Brooke Lee fortalte sin mor - Shelly Lee - at det var sket, besluttede hun sig med det samme for, at en 'menstruationsfest' var på sin plads.

Det skriver mediet Buzzfeed.

»Brooke var nervøs for at få menstruation, så jeg ville gøre denne begivenhed lidt mere sjov,« forklarer Shelly.

Hun købte derfor ind til pizza og en kage, hvorpå der stod skrevet: 'Tillykke med din menstruation'. Derudover fik Brooke gaver, der indeholdt tamponer og hygiejnebind, mens den nærmeste familie og nogle venner var blevet inviteret med til surprise-festen.

Selvom festen var en overraskelse for Brooke, er hun ikke overrasket over, at hendes mor kunne finde på at holde sådan en fest for hende, forklarer hun til Buzzfeed.

»Det er bare en normal ting at gøre for vores familie,« siger hun.

Brookes kusine - 17-årige Autumn Jenkins - tog flere billeder fra 'menstruations-festen' og delte dem på sin Twitter-profil.

»Hun (Shelley, red.) sørger altid for at skabe de bedste minder i alt, og Brookes menstruation var et minde lige til gemmerne,« siger hun og forklarer, at Shelly i familien bliver kaldt for 'minde-skaberen', da hun altid går det ekstra skridt.

Siden hun lagde billederne på Twitter den 10. januar, er de blevet delt mere end 7.300 gange.

Flere brugere skriver i kommentarfeltet, at de er helt vilde med Shelleys idé.