Mange blev i september rørt over den livsbekræftende historie om 87-årige Nelly Jacobs fra Holland, der fik opfyldt et stort ønske om at ride en tur en sidste gang.

Da BT skrev om Nelly Jacobs i september, var hun nemlig så medtaget af sygdommen Parkinsons, at hun tilbragte de fleste af sine vågne timer i en kørestol. Sygdommen har stjålet det meste af hendes førlighed og sprog, så hun var dybt afhængig af plejepersonalet på det plejehjem, hun bor på.

Nelly Jacobs var i sine unge dage en prisvindende springrytter. Men Parkinsons sygdommen beskadigede dele af hendes hjerne og gav hende ufrivillige rystende bevægelser og stive muskler. Det betød, at hun ikke længere kunne ride.

Men kærligheden til hestene og ridningen forsvandt ikke, selvom Nelly Jacobs udsigter til nogensinde at sidde på en hesteryg igen var forsvindende små. Så da de to velgørenhedsorganisationer The Care Group og Green Cross gik sammen i projektet ‘Hidden Desires’ om at give den ældre kvinde en sidste smuk oplevelse med hestene, var det et stort ønske, der gik opfyldelse for Nelly Jacobs.

Men fordi Nelly Jacobs sidder i kørestol, havde de fået lavet en særlig vogn, der gjorde det muligt for hende at blive løftet med en lift op på ryggen af hestene, hvor hun kunne ligge, mens de red.

I videoen kan man se den meget rørte ældre kvinde lyse op, da hun ligger på vognen og vugger i takt med hestenes bevægelser, mens hun stille for sig selv hvisker ‘heerlijk’, hvilket betyder 'fantastisk'.

Se hele videoen med Nelly Jacobs herunder.