Eugenia Cooney er et internetfænomen med næsten en million følgere, der troligt ser hendes videoer med tips til bl.a. hår, make-up og tøj.

Men det er bestemt ikke alle, der elsker den 22-årige YouTube-stjerne.

Således er der blevet igangsat en underskriftsindsamling for at få Eugenia Cooney fjernet fra de sociale medier. Knap 10.000 har foreløbig skrevet under, skriver Daily Mail.

Baggrunden for indsamlingen er, at den unge YouTube-sensation er alt for tynd, mener bagmændene.

Intentionerne blandt underskriverne er blandede. Nogle føler afsky over for den stærkt undervægtige kvinde, mens folkene bag underskriftsindsamlingen grunder deres initiativ i ren og skær medlidenhed og omsorg.

’Eugenia Cooney har en alvorlig sygdom og bliver nødt til at søge hjælp. Hun præger sine seere med sin seriøse undervægt,” skriver de og tilføjer, at det måske ikke er hendes intentione, men at hendes videoer, hvor hun viser sin krop frem ikke ligefrem ’hjælper piger med anoreksi eller andre spiseforstyrrelser’.

Det bliver bakket op af flere af den unge kvindes modstandere. Blandt andet en kvinde, der hævder at hendes 12-årige kusine tabte en masse kilo og blev indlagt, fordi hun ønskede at lige Eugenia Cooney.

Det er dog ikke kun på indsamlingens indirekte opfordring, internettet raser over Eugenia Cooney og hendes afpillede krop.

Hver gang hun lægger en video på YouTube modtager den også massevis af hårde kommentarer.

’Kig på de der ben. Jeg har set krøblinge i kørestole, der havde tykkere ben end dem der’, skrev en bruger f.eks. på en af hendes seneste videoer.

Men den megen modstand har dog ikke fået has på Eugenia Cooney, der har lavet videoblogs siden 2013.

På Twitter skrev hun for nylig, at hun har afslået et tilbud om at komme i talkshowet Dr. Phil for at diskutere sin vægt og kritik af samme.

Hun fortæller selv, at hun ikke har problemer med helbredet.

’Jeg ser sådan ud naturligt, vil jeg mene. Der er ikke rigtig nogen årsag’, skriver hun på Twitter.

’Jeg er virkelig ked af det i forhold til de personer, der ønsker mig fjernet fra YouTube. Jeg forsøger virkelig ikke at gøre noget forkert.’

Hos YouTube ønsker man ifølge Daily Mail ikke at kommentere på sagen, men henviser til retningslinjerne, hvor der står, at det ikke er tilladt at glorificere eller opildne til spiseforstyrrelse. Hos det sociale medie oplyser man, at brugere altid kan indrapportere, hvis de oplever YouTubere, der overtræder reglerne.