Billedet af en efterladt seddel, som en hotelgæst fandt på sit værelse, er på kort tid gået viralt. På sedlen er der nemlig efterladt en besked, som muligvis er noget af det sidste, man ønsker at læse, når man lige er ankommet til sit hotelværelse.

Det skriver Daily Mail.

Når man overnatter på hotel, er det med visheden om, at rigtigt mange mennesker har sovet i den selvsamme seng, man selv skal sove sødt i natten over. Derfor kan tanken om at rengøringspersonalet har skiftet lagener, dyne- og hovedpudebetræk være særdeles kærkommen for de fleste.

Det galdt dog ikke for en uheldig hotelgæst, der angiveligt fandt en godt gammeldags træls besked under sengelagenerne på sit værelse.

På det sociale medie Reddit har en ukendt person nemlig postet et billede af en efterladt besked fra en tidligere gæst, som du kan se herunder.

»Hvis du læser dette, så har rengøringspersonalet ikke skiftet sengetøjet;« står der at læse i beskeden, der nok kunne få de fleste til at overveje, om ikke det var værd at skifte værelse.

Beskeden er skrevet på brevpapir fra hotelkæden Courtyard Marriott, og på trods af at billedet ikke giver noget svar på, hvor i verden den er blevet fundet, er der ifølge Daily Mail sandsynligvis tale om et hotel i USA.

Daily Mail skriver også, at man forgæves har forsøgt at komme i kontakt med Reddit-brugeren bag det opsigtsvækkende billede, mens Courtyard Marriott ikke har ønsket at kommentere på sagen.