Mange har prøvet det. At vågne op dagen efter en ordentlig brandert og tjekke telefonen med døsige øjne for så pludselig at gøre en pinlig opdagelse: Den besked til eks-kæresten, som blev sendt af sted under påvirkning af store mængder alkohol og den manglende dømmekraft, der følger med.

Men en ung engelsk kvinde valgte en helt anden - og noget usædvanlig - modtager, da hun efter en våd aften i byen satte sig foran tasterne på Facebook.

Annie skrev simpelthen til... den store London-lufthavn Gatwick.

Det skriver Mirror.

'Hej xx alt ok xx,' lød ordlyden af den besynderlige besked, hun skrev til en af Englands mest travle lufthavne lidt efter klokken fem om morgenen.

Det er Annie selv, som har gjort omverdenen opmærksom på sin 'fuldekvinde-sms' via Twitter, hvor hun morer sig over sin egen dumhed. Og nej; hun aner ikke, hvad i alverden, der fik hende til at skrive den sorte besked til Gatwick efter sin bytur.

'De fleste skriver til eks-kæresten eller én, de er vild med, når de er fulde. Ikke mig... Hvad f..... foregik der i min fordrukne hjerne?,' skriver hun på Twitter, hvor tweetet på bare en dag er blevet delt over 18.000 gange og 'liket' af over 45.000 brugere.

I det mindste endte Annie da ikke med de moralske tømmermænd, som har ramt så mange andre som en boomerang efter at have sendt den forkerte besked på det forkerte tidspunkt i en brandert.