Alt, han ville, var at finde en at fiske med. I stedet endte australske Ray Johnstones annonce med at røre tusindvis af hjerter.

Egentlig havde den 75-årige pensionist og enkemand fra Lewiston nord for Adelaide først forsøgt at finde en ny fiske-makker på Facebook. Men ingen svarede ham.

Det skriver det australske medie ABC.

Det var derfor et råd fra hans sygeplejerske, der for lidt mere end en uge siden fik ham til at skrive en annonce på Gumtree, hvor man kan sælge, købe og efterlyse ting.

'Mit navn er Ray Johnstone, australier. Jeg er en pensioneret enkemand, der leder efter en fiske-makker. Min tidligere fiske-makker er nu død. Jeg er en landbaseret fisker, jeg har alt udstyret, der kræver for landbaseret fiskeri, for alle typer af fisk,' indledte han sin annoncen, som fortsatte:

'Det, jeg leder efter, er en fiske-makker i en lignende position som min egen, og som også leder efter en at fiske med. Jeg er villig til at dele regningen for benzin og madding, og skulle du eje en båd, er jeg villig til at betale for dens kajplads. Men det er også fint, hvis du også er en landbaseret fisker. Hvis du er interesseret, så kontakt mig for at arrangere et møde, så vi kan se, om vi kan kunne ud af det med hinanden. Mange tak'.

Han havde ikke forudset, at hans annonce ville blive så populær, som den blev. Mere end 80.000 mennesker har efterfølgende set hans annonce - og mange har taget kontakt til ham for at sige, at de gerne vil med ham ud at fiske. Flere af dem også fiskere med både.

Samtidig begyndte hashtagget #illfishwithray (jeg vil fiske med Ray, red.) at sprede sig på de sociale medier.

Ray Johnstone har derfor haft travlt med at besvare opkald og skrive tilbage til de mange, der har henvendt sig til ham. Foruden de mange samtaler med medierne om den opmærksomhed, han pludselig har fået.

»Jeg kan jo snart ikke gå ned ad gangen,« siger han med et smil til ABC.

Noget tyder på, at han har fået bid med annoncen. Efter den begyndte at blive delt igen og igen på nettet, og de første mange tog kontakt til ham, har han i hvert fald nu planlagt en fisketur i vandet ved Adelaide om et par uger med en af dem, han blev kontaktet af.

Ray Johnstones datter har efterfølgende takket de mange, der har skrevet til hendes far, skriver Telegraph.

»Han har været så ensom, siden mor gik bort for år tilbage, og fire vægge er ikke så spændende igen,« siger hun og tilføjer:

»Selvom han har os og mine drenge til at fiske med, så er det ikke det samme som at have en rigtig ven/'mate'.«