En gymnasielærer fra Texas fik forleden en noget uventet overraskelse, da hans elev Hector Montez gav ham en gave. Overraskelsen blev filmet af en af Hector Montez' klassekammerater, og nu er videoen blevet delt vidt og bredt på det sociale medier Twitter.

Torsdag i sidste uge lagde Hector Montez fra Texas en video på Twitter med teksten 'Det føles godt at give tilbage til manden, som altid har stået ved min side'.

Kort efter var videoen blevet delt intet mindre end 68.000 gange. Hector Montez valgte nemlig at overraske sin gymnasielærer Thomas Walser med en gave, som den hippe underviser havde ønsket sig i rigtig mange år. Det skriver Hypebeast.

»Det her er for altid at stå ved min side og holde øje med mig,« siger Hector Montez i videoen og planter en sort, firkantet papkasse foran en lidt forbløffet Thomas Walser.

Hector Montez havde nemlig bidt mærke i en detalje, som underviseren havde luftet i en sidebemærkning, mens Hector Montez gik i 1.G.

»Du kan sikkert ikke huske det, men du sagde, at det her var dine yndlingssko. Du fortalte endda din størrelse,« forklarer Hector Montez, mens Thomas Walsers ansigtsudtryk bliver mere og mere måbende.

Gaven var nemlig et par Air Jordan 12 'Taxi'. En model, som den sneaks-glade Thomas Walser havde drømt om, siden han gik i sjette klasse.

»Nej, stop! Det har du bare ikke gjort!« udbryder underviseren, da Hector Montez flipper kassens låg til side og et par hvide sko med en sort stribe kommer til syne i kassen.

Scenen udløste vild jubel i klasseværelset, og Thomas Walser var ikke mange sekunder om at få de spritnye sko på fødderne. Efterfølgende har han også delt et billede på Twitter af den fine gave.

Artiklen fortsætter under opslagene

Men gaveregnen stoppede ikke her. For da Nike hørte om Hector Montez' fine gestus over for sin lærer, besluttede de, at også Hector Montez' opførsel skulle belønnes. Derfor sendte de ham en pakke med en lille hilsen og et par røde sneakers. I hilsnen stod der:

»Din lærer inspirerede dig. Du inspirerede os. Bliv ved med at være den forandring, du ønsker at se ske.«

Se videoen, hvor Hector Montez modtager sin pakke herunder.