Der blev måske fnist lidt ude bag skærmene, da tv-værten Ros Child mandag tonede frem på den australske tv-station ABC for at præsentere nyhederne.

Hun havde nemlig valgt at iføre sig en lidt uheldig skjorte, mente flere internetbrugere, der hurtigt fór til tasterne for at få afløb for de lumre associationer, og gøre opmærksom på det åbenlyse: nogen måtte have tegnet bryster på nyhedsværtinden med naive sorte tusch-streger.

”Ups, sprittusch-bryster. Kostumeafdeling, du havde ét job,” tweetede én ifølge Daily Mail, mens en anden skrev:

”#freethenipples,” med henvisning til en tidligere kampagne på de sociale medier, der skulle få folk til at dele billeder af deres brystvorter for at aftabuisere de kvindelige attributter.

Og dér må man sige, at Ros Child fik gjort sit med sin hvide skjorte med de uheldige kantebånd.

Det er ikke første gang, et stykke beklædning har tiltrukket sig opmærksomhed fra tv-seere med lumre tanker.

Foto: Channel 10 News
Vis mere

I 2015 grinede hele verden af den australske nyhedsværtinde Natarsha Belling, da hun tonede frem på skærmen i en nedlynet jakke, der sammen med den afrundede halsudskæring dannede en form, der var meget lig det mandlige kønsorgans.

Det fik senere flere nyhedsværtinder til at iføre sig samme jakke i spøgefuld solidaritet.