Et billede af en 12-årig dreng fra Mexico er på kort tid delt mange gange, efter han stillede sig op foran 11.000 demonstranter i Celaya, Mexico. De protesterede imod ægteskaber mellem homoseksuelle, og det ville den unge dreng have stoppet.

Lørdag marcherede tusindvis af mennesker gennem gaderne i den mexicanske by Celaya. Formålet var at protestere imod homoseksuelle ægteskaber, og et billede fra weekendens begivenhed er nu gået viralt.

Under demonstrationen valgte en kun 12-årig dreng at stille sig op foran flokken på 11.000 med spredte arme for at stoppe deres march. Det skriver Metro.

Demonstrationen kom i kølvandet på, at flere mexicanske delstater nu tillader, at folk med samme køn bliver gift. President Enrique Pena Nieto havde netop foreslået, at det skulle være lovligt i flere byer. Det fik mange mange tusinde mennesker til at protestere, og det fik den lille dreng til at stille sig midt på gaden.

Billedet er taget af fotografen Manuel Rodriguez i byen Celaya, som ligger i den mexicanske delstat Guanajuato. Siden blev billedet lagt på Twitter, og medier fra forskellige lande, blandt andet BBC, TV2 Norge, har skrevet om den lille dreng.

Fotografen bag har fortalt til Regeneración, at han først troede, der var tale om en leg fra drengens side.

Senere talte han så med ham og fandt ud af, at den 12-årige selv har en onkel, der er homoseksuel, og at han dermed gjorde et forsøg på at stoppe demonstrationerne. Han fortalte angiveligt, at 'han hader mennesker, der hader'.



Det var ikke kun i byen Celaya, at folk marcherede i gaderne. Ifølge BBC var der 300.000 mennesker i gang i 16 forskellige byer. Billedet af drengen er siden blevet sammenlignet med 'Tankmanden' i 1989, der stod ved Tiananmen Square i Kina for at forhindre, at flere tanks kørte videre.