Det er altid dejligt at modtage en hilsen på sin fødselsdag – normalt i hvert fald. Men det var med blandede følelser, at den tidligere rugby-spiller Henry Fraser modtog et fødselsdagskort fra sin bedstemor.

Henry Frasers bedstemor sendte ham et kort, hvor hun måske ikke helt havde fanget den underliggende besked, som kortet sendte, skriver Metro.

’Tanken er smuk, men hun har nok ikke forstået, hvad der faktisk stod på kortet,’ skriver han på Twitter under et billede af kortet.

’Jeg kan beskrive dig med ganske få ord,’ står der på kortet. ’Terrific (forrygende, red.), Wonderful (fantastisk, red.), Awesome (formidabel, red.), Tremendous (enormt rar, red.)’. Alt i alt nogle gode ord, som mange gerne vil kaldes. Der er bare ét problem: Når forbogstaverne i de positive tillægsord sættes sammen, bliver kortets budskab pludselig meget anderledes.

Så står der nemlig ’twat’, som er et grimt bandeord og løst kan oversættes til ’idiot’ eller ’spade’ – hvilket nok ikke var det, som bedstemoren havde i tankerne, da hun sendte kortet.

Hans tweet har i skrivende stund fået mere end 1600 likes og 200 re-tweets.

Henry Fraser blev i England en kendt mundmaler, efter han i 2009 blev paralyseret fra skuldrene og ned i en voldsom dykkerulykke.