Hendes kæreste havde fortalt, at han blev nødt til at rejse hjem for at besøge sin mor, der lå syg. Ved et tilfælde fandt hun ud af, at han havde noget helt andet planlagt.

Den amerikanske kvinde Bree var midt i sin prøveperiode som chauffør for samkørselsfirmaet Uber, da hun forleden blev sendt hen til en lufthavn i Florida for at samle en kvinde op.

Det fortæller Bree selv i en lang række af tweets på sin Twitterprofil.

Dagen forinden havde Bree ifølge sin egen forklaring været sammen med sin kæreste, som havde fortalt, at han blev nødt til at rejse hjem til New York for at besøge sin mor, som lå syg.

Det viste sig dog senere, at han havde helt andre planer. Planer, der også omhandlede den kvinde, som Bree hentede i lufthavnen.

I bilen fortalte kvinden, at hun glædede sig til at se sin kæreste, som hun ikke havde set længe. Til det fortalte Bree, at hun sagtens kunne sætte sig ind i, hvordan kvinden havde det, da hendes egen kæreste lige var rejst af sted for at besøge sin mor.

Kvinden tastede selv adressen ind i GPS'en på det sted, hun skulle besøge sin kæreste, fortæller Bree, mens hun samtidig satte musik på.

Først da de nærmede sig adressen, gik det op for Bree, at kvinden skulle besøge en mand, der boede i det samme lejlighedskompleks, som hendes kæreste.

Efterhånden som de nærmede sig Brees kærestes adresse, blev hendes mistanke større og større. Og da hun så, at kærestens bil holdt ude foran, blev hun for alvor mistænksom. Især fordi han var kørt af sted om morgenen for at besøge sin syge mor.

Da hun holdt ind til siden ved kærestens lejlighed, kom han ifølge Bree ud og ville hjælpe med at bære kvindens bagage ind. Først da så han, at det var Bree, der havde kørt bilen.

'Idioten kunne ikke løbe fra mig, før jeg fangede ham uden for døren, hvor jeg begyndte at slå ham. Han havde tænkt sig at efterlade hende (kvinden, red.) udenfor sammen med mig', skriver Bree på Twitter.

Kvinden, som Bree har kørt hen til sin kæreste, forsøgte at lægge sig mellem dem, da hun ifølge Bree ikke havde forstået, hvad der var sket.

Kvinden gav efterfølgende Bree en et-stjernet anmeldelse hos Uber og indgav en klage, fordi Bree var kørt fra stedet, mens kvindens bagage endnu var i bilen. Den blev efterfølgende leveret tilbage, forklarer Bree til mediet Complex og fortæller, at hun ikke længere arbejder for Uber.

Hendes historie er siden blevet delt igen og igen på Twitter, hvor hun har fået sit helt eget hashtag og bliver kaldt for 'uberbae'.