Et simpelt indgreb hos tandlægen skulle vise sig at resultere i en lidt akavet situation for den amerikanske universitetsstuderende Abby Jo Hamele.

Det kan være smertefuldt nok i sig selv at skulle et smut forbi tandlægen for at få rykket en visdomstand ud.

Men heldigvis findes der god bedøvelse.

Uheldigvis for Abby Jo Hamele, en universitetsstuderende fra Kansas i USA, så virkede hendes bedøvelse så godt, at hun ikke var helt klar over, hvad hun foretog sig i timerne efter indgrebet. Det skriver Mirror.

For den unge pige fik pludselig en indskydelse.

Hun måtte med det samme skrive en mail til sin filosofiundervisers assistent på University of Nebraska-Lincoln. Hun var nemlig kommet i tanke om en aflevering til dagen efter, som hun umuligt ville kunne nå at gøre færdig.

Den pligtopfyldende studerende forklarede i mailen, at hun var lidt påvirket efter at have fået fjernet sin visdomstand, og hun bad derfor om at få udsat sin afleveringsdato.

Der var bare et problem, som Abby Jo Hamele først indså, da hun efterfølgende fik svar fra assistenten. I mellemtiden havde hun nemlig lykkeligt glemt alt om mailen.

I sin bedøvelseståge havde hun nemlig skudt helt ved siden af. Både hvad angår retsstavning og afleveringsdatoen.

Da hun indså sin bommert, lagde hun et screenshot af mailen op på sin Twitterprofil, og hurtigt blev opslaget delt vidt og bredt.

'JEG EMALEDE MIN FILOSOFIUNDERVISERS ASSISTENT, DA JEG VAR HØJ PÅ HYDROCODONE (smertestillende, red.) JEG DØR!' skrev hun til opslaget med billedet af hendes mail som i en redigeret dansk udgave ville lyde nogenlunde således:

'Kevin,

Jeg tror jeg hulskre, du sagde, at vi som studerende kunne sende dig vores opgaver til timerrrrrrne så du kunne gennemgå dem, inden vi afleverer dem til cColing, hvis vi sendte dem til dig inden den 22. novermber. Deshærre har jeg fået min visdomstænder skåret ude og jeg har ikke reageret  særlig godt på hverken operationen eller medicineeen, som jeg har fået, så jeg trår ikke at jeg vil blive i stand til at hawe min opgave færtid til tirsdag overhovedet. Er derer nogen som helst måde, hvor jeg kan sende dig min opgave senere???

Jeg vl gerne klare mig rigtig gidt i den her opgave, fordy du ved, at jeg kan lide at gøre det godt i mine fag. søde hr jeg arbejlede meget hårdt og troode at jeg kunne være i strand til at gøre den færdig i tis men min læge sagde at jeg højst sansyneligt ikke vil være normal igen før som minimum Thanksgiving Kalkun.

Hvis du siger nej så er det okay men så vil jeg blive ked af det og jeg vil virkely lid det hvis du sagde ja. Tak Kevin, min fyr.

Abby Jo Hamele (udtales Hah-mil-lee) (hvis du undrede dig)

P.S. Jeg vil svare på din spørgsmål i undervisningen for evigt så der ikke kommer avkavet stilhed og jeg vil købe dig tuscher sin virker (selvåm vores betaling burde dække tuscher, derr virker)

elsker dig farvel,' skrev hun i mailen, somt BT har oversat fra engelsk til dansk.

Heldigvis for Abby Jo Hamele skulle det vise sig, at hendes bekymring var helt uden grund. Lærerassistenten Kevin Patton svarede nemlig meget flinkt tilbage og forklarede, at der slet ikke skulle afleveres nogen opgave dagen efter. Faktisk var der en hel uge til aflevering.

Abby Jo Hamele lagde efterfølgende assistentens kvikke svar på Twitter også.

'Hej Abby,

Din email var, øhm, en smule uortodoks. Skal jeg antage, at det er resultatet af den visdomstands-medicin? :)

Jeg sagde faktisk, at datoen for indlevering var den 28. Så du har en uge endnu. Der er tid nok.

PS. Jeg håber, at din retstavning er bedre i opgaven ;)' lød svaret retur.

Den morsomme korrespondance har indtil nu fået 34.000 delinger og 80.000 likes på det sociale medie. Hvorvidt Abby Jo Hamele fik afleveret sin opgave i tide melder historien ikke noget om.