De seneste døgn har millioner af personer verden over kunnet more sig over en video, som i den grad er gået viralt. Videoen viser en meget vred fodgænger i den australske by Adelaide. Og lad os bare sige det, som det er: fodgængerens vrede kommer til at gå ud over ham selv.

I videoen, som på få døgn er set af mere end fem millioner mennesker på Youtube, ser man ud fra en bilrude.

Bilen kommer kørende frem til et lyskryds i Adelaide, og her holder den for rødt lys.

For fodgængere er der grønt, og en man med rød kasket, solbrille og langt skæg bevæger sig ud på fodgængerovergangen med en hund, som han lufter.

Men det er ret tydeligt, at mandens humør er alt andet end godt. På vej over fodgængerovergangen skælder og smælder han nemlig ganske voldsomt.

Umiddelbart ser hans raseri ud til at være møntet på de personer, som sidder i bilen, hvor videoen filmes fra. Hvorfor manden er så vred, vides ikke.

Men vreden ender med at gå ud over fodgængeren i sidste ende.

Han har så travlt med at skælde ud, at han, da han når til fortovet på den anden side, vader direkte ind i en ventende lygtepæl.

Ikke overraskende til stor morskab for personerne i bilen.

Det sætter dog ikke en stopper for fodgængerens raseri, og personerne i bilen får lige en ekstra omgang galde sendt deres vej, inden manden går og videoen slutter.

Hvad præcis fodgængeren var så vred over, har der ikke været forlydender om. Men nu kan han da nyde sig selv som et større viralt hit.

Du kan se videoen, der blev uploaded på Youtube torsdag 25. maj, øverst i artiklen her.