Da 25-årige, amerikanske Mikayla Ellison Phillips skulle giftes med sin forlovede, tog hun og hendes far fusen på gæsterne.

Bedst som far og datter har indtaget dansegulvet i en sukkersød og traditionel stil - mens alle følger det smukke øjeblik - ændrer de pludselig stil. Til gæsternes store overraskelse og jubel.

Fotografen har på faderens anmodning efterfølgende lagt videoen på Youtube med en besked fra faderen, Nathan Ellison:

»Gå aldrig glip af en chance for at danse med din datter.«

Han understreger samtidig, at det overraskende øjeblik, der blev fanget på video, var hans chance for at behandle sin datter på en måde som hun fortjente (som en prinsesse), skriver fotografen.

Mikayla Ellison Phillips har efterfølgende fortalt i tv-programmet Good Morning America, at selv om hun er en trænet danser, kom hendes fars dans bag på gæsterne, da han ikke beskæftiger sig med dans til daglig, men arbejder i en computer-salgsafdeling.

Brylluppet fandt sted 8. oktober i staten Utah, men er først nu her begyndt at blive delt i massevis.