En ældre hollandsk kvinde ved navn Annie kunne for nyligt krydse et punkt af på sin ’bucket list’ – en liste over ting, som hun gerne vil prøve, inden hun dør. Hun blev nemlig ’arresteret’ og ’fængslet’ på den lokale politistation.

Sidste uge opfyldte politiet i den hollandske by Nijmegen-Zuid Annies sidste ønske. Hun ville nemlig gerne arresteres og sættes i en opbevaringscelle, skriver msn.com.

Det lokale politi delte et facebook-opslag med billeder af en storsmilende Annie, der får håndjern på og vinker til kameraet indefra en celle.

’Her til morgen sørgede vi for, at Annie fik en god dag. Et af hendes sidste ønsker er at opleve en celle indefra. Fordi borgerne ikke kan komme ind og blive anholdt når som helst, meldte vores kollega Martin sig til at tilbageholde Annie i sin pause. Selvom det sker meget sjældent, så fik Annie lov til kort at sidde i et opbevaringsrum med håndjern på. En mindeværdig dag!' skrev politiet på opslaget.

Opslaget har i skrivende stund fået mere end 4000 reaktioner på Facebook og lige under 300 kommentarer.

'Kæmpe stort, at de opfylder hendes sidste ønske! Virkelig hatten af for politiet, der gjorde dette muligt. FANTASTISK!' skriver en facebook-bruger på opslaget.

Begejstingen vil ingen ende tage, og en anden bruger skriver:

'Godt at gøre det for en gammel dame. Respekt.'