Vi nærmer os med hastige skridt den 24. december og dermed svaret på det vigtigste julespørgsmål overhovedet: Har du vundet en million kroner i din skrabejulekalender?

Svaret er sandsynligvis nej. Og det ved du godt, for du har haft en skrabejulekalender hvert år, siden du var fem – og aldrig vundet.

Alligevel lever drømmen igen i år, og hvis du er en af de mange, der allerede nu kun mangler ét eneste juletræ, kan du sandsynligvis nikke genkendende til i hvert fald et par stykker af punkterne nedenfor. Vi krydser i øvrigt og naturligvis fingre for, at netop du er vinder af millionen.

1. Den overoptimistiske fase
Du skraber dit niende juletræ og ved, at der nu kun er ét eneste lillebitte juletræ mellem dig og en million kroner. Du har prøvet det før, men alligevel mærker du et sug i maven, mens smilet breder sig. Denne gang MÅ det da være dig, der vinder. Altså, det KAN jo godt ske. DET SKER. DET SKER.

2. Fristelsesfasen
Denne fase følger som regel umiddelbart efter fase 1, for på en eller anden måde virker det nærmest dumt at vente helt til den 24. med at skrabe sidste felt på kalenderen (og det er jo naturligvis der, det sidste juletræ gemmer sig), når du nu kunne få vished om millionen allerede i dag og så bruge en masse penge på julegaver (og/eller en dyr rejse til dig selv). Du har virkelig, virkelig, virkelig, virkelig lyst til at skrabe de sidste felter…

3. Beherskelsesfasen
Du er dog godt opdraget, og distraherer dig selv fra julekalenderen ved at spise to poser æbleskiver i stedet.

4. Drømmefasen
Jordomrejse? Designermøbler? En vanvittig shoppetur? Det hele på en gang! To gange! Tankerne begynder at løbe af med dig, mens du drømmer om, hvad din kommende million skal bruges på. Du begynder også at spørge dine venner, hvad de ville bruge pengene på, hvis de nu vandt (det gør de naturligvis ikke, tænker du, for millionen er på DIN kalender).

5. Pessimistfasen
Vi har alle den der ven, der altid skal være pessimisten i rummet. Sådan en ven har du også, og mens I andre sidder og deler jeres drømme om, hvad man ville bruge de mange penge på, påpeger din ven, hvor forsvindende lille chancen rent faktisk er for, at du vinder. Han har nemlig regnet på det. Du har lyst til at skrige ind i hovedet på ham, ‘at han er en stor fed idiot uden visioner’. I stedet går du hjem – slukøret og svag i troen. Du ved jo, han har ret.

6. Fuck-it-fasen
Du tror ikke rigtigt længere for alvor på, at du vinder den million. Men alligevel gør du lidt, og nu må du have svaret. Så kan det godt være, din mor har sagt, at du ikke kan være en del af familien længere, hvis du snyder i skrabejulekalenderspillet, men så må det være sådan. DU SKRABER.

7. JEG-HAR-VUNDEEEET-fasen
Du skraber et par felter uden at finde noget juletræ, men så, da du når til felt 24, ser du konturen af et juletræ – DU HAR VUNDET EN MILLION KRONEEEEEEER, tænker du…

8. Pis-jeg-har-ikke-vundet-alligevel-udråbstegn-fasen
… Lige indtil du får skrabet feltet færdigt, og ser, at der slet ikke gemmer sig et juletræ bag felt 24. Men bare en lille pisstjerne. Det betyder, at du har vundet 25 kr. og det er ligesom bare ikke helt det samme. Du er ked af det, og drikker en liter gløgg alene for ligesom at dulme den triste følelse. Ja, det er en meget følsom tid på året.

9. Aldrig igen-fasen
Da du er på dit femte glas depri-gløgg, siger du højt til dig selv, at du aldrig igen vil udsætte dig for den irriterende følelse, det er ikke at vinde. Det er jo penge lige ud af vinduet hver år at købe sådan en kalender. Du gør det aldrig mere. Aldrig. I hvert fald ikke før, det bliver den 28. november næste år.